Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Else stoppede op, gav et udraab og vinkede
ivrigt.
Maria sad langt tilbagelænet, hun var hvidklædt,
som hun pleiede, med stor, hvid hat med fjære.
Hun reiste sig ikke op fra sin halvtliggende
stilling, men hilste ligesom mat, ligegyldig. Saa vendte
hun straks igjen hovedet mod den anden side. Og
den store vogn rullede hastig forbi.
Else tænkte uvilkaarlig paa Marias ord, at det
skulde være en fest at træffe hende igjen.
«Det var hjertensvennen, det,» sagde Anne
Katrine, «der kan du se, Else, — nei, hun er falsk, det
saa jeg i øienkrogene hendes.»
Saa maatte Else le. Men hendes egen latter
gjorde saa Marias ligegyldighed lettere at bære.
«Blaas i hende,» sagde Else ligesom muntert.
Men endda var det, ligesom det ståk lidt. Hun
tænkte ikke selv saa dybt, at hun forstod, at det var
hendes forfængelighed, der var saaret.
Anne Katrines far havde bygget et smukt lidet
hus nede ved fjorden. Det var et nyt anlæg det
hele. En ny, hvidmalet, liden villa med grønne
vindus-karmer og grønmalet tagskjeg, en bred, stor veranda
ud mod fjorden med markise over, hvor de gule
pindestole og de lyse beitsede haveborde skinnede
blanke og nye.
Paa begge sider af huset skraanede de flade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
