Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
første, hun sansede var, at hun havde været saa vred,
at hun havde sagt «du» til studenten.
Og hun, som havde ladt, som hun var saa voksen,
ja, det var, ligesom hun undertiden havde slaat paa
det, at hun var konfirmeret ogsaa. Den hvalpede
studenten, som laa der og haansmilte af fragtemand
Endresen!
Han, som var saa bleg og syntes, her var saa
dei-ligt at være.
Men ikke et ord sagde lille Else til Anne Katrine
om dette. Han fortjener det ikke, studenten, at jeg
tier stille, tænkte Else, men saa skulde Anne Katrine
gaa og gruble i ugevis paa sligt væv.
Hvor forskjellige menneskene dog er, tænkte Else,
der kan Anne Katrine gaa og gruble og tvgge drøv
og græmme sig i lange tider — og naar jeg er lei
af mig en halv time for noget, og solen begynder at
skinne, saa glemmer jeg det altsammen.
Om aftenen var de ude og roede. Else og Anne
Katrine, faderen og fragtemanden.
Den hvide, nymalede baad skinnede paa vandet,
himmelen flammede i rødt og guld over de låve
aaser, og sjøen laa som et blankpudset speil, der tog
farve af himmelens skyer. Det var stille og lydt over
vandet, der det laa saa gyldenrødt, saa blankt.
Anne Katrines far dyppede aarene blødt.
«Naa har vi det koseligt,» sagde han.
«Vi har saa, Lars,» sagde fragtemanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
