Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun tog om Thekla med begge arme og
la sit hoved mod hendes skulder. Thekla
kjendte en stram, vond lugt — det gamle
minde var der igjen, dunkelt skjult bagenfor
al erindrings rækkevidde. Konen graat stødvis
og tungt, som en elv, der havde været
dæm-met op i lange tider og pludselig fik frit løb
gjennem kvist og jord, gjennem løv og rusk.
«Jeg har hedt saa inderlig om dette,»
hulket konen, «Vorherre har hørt min simple
høn — for det har været saa’n for mig, at jeg
gjorde synd dengangen, jeg slap dig ud af
hænderne mine» — hun holdt Thekla ud fra
sig og saa paa hende med vaade øine.
«Kjendte jeg dig ikke igjen paa Amalie,
tror du vel — det er de samme linjamenterne
— og jammen har du fars øine — og
smaa-jenterne ligner du ogsaa — aa Herren i
himmelen være tak og pris for dette møde.»
Glæden gjorde hende yngre, de hvasse øine
blev milde: «Nei at du kom, at du kom.»
Hun for omkring og ordnet. «0g slig som
jeg ser ud—jeg faar da pynte mig lel — kom
ind i kammerset — du skal faa en kaffetaar
hos din egen mor — Jøssu navn for en hat.»
Thekla skulde sidde i slagbænken i
kammeret.
Det lille lave kammer med den høie seng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
