Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun var færdig. Aldrig for havde hun
aaben-lyst vedkjendt sig sine inderste tanker.
«Aa har hu gjort det uvettige barnet,» graat
moderen — «at ikke de, som bedre forstand
har, kunde retlede henner — aa ska det bli
af os allesammen, naar hu Thekla har stelt
sig slik.»
Søstrene var vonde, og faderen drak af
sinne. Men Herman lo høit:
«Det er det snaaleste, jeg har hørt paa
længe,» lo han, «hu er spika gær’n naturligvis
— den morroa biir hun snart lei a.»
Det var aar, siden moderen havde skrevet
brev. Det blev ogsaa derefter, en bogstav stor
og en liden, uden skilletegn, halvt udvisket
af graat.
— De sad ude paa berget ved siden af
huset, Jakob og hun den aften, hun fik brevet.
Skyerne banket sig op i syd. Det var
lummert under himmelen, som i et overophedet
værelse — der skar et lyn i den tætte
skoddevæg udover sjøen.
«Vi faar uveir til natten,» sa Jakob. Han
havde sin arm om hendes liv. Hun svarte ikke.
«Skodden ligger tyk langt tilsjøs,» sa han
igjen, «de ringer med klokken paa fyret.»
Igjen svarte hun ikke, men reiste sig braat
og gik opover, men ikke ind i huset — hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
