Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tine - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167 TINE
i min Faders Raad berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den mørke Stund.
Men for hele Verdens Brøde
den Uskyldige maa bløde.
Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved
den stille Seng. Fra Kirkegaarden lød Æressalverne
knitrende over Graven.
Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte
man mange Stemmer. Præsterne vendte tilbage, faa-
mælte og overraskede. De havde genkendt Bispens
Vogn.
Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede
Hans Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede
stille til alle, og Præsterne bukkede tavse.
Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt
:
— Vore stakkels Bøllings.
Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse,
sagde han, mens han hastig og næsten krampagtig førte
Hænderne op til sine Øjne
:
— Ja, ja — ,,Se vi er kun dine Tjenere — giv os
at fatte dine Vidnesbyrd".
Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i
sin Vogn.
Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som
død laa den stivnede Jord.
En Vogn næsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen
stak Hovedet ud af Kalechen for at se, hvem det var.
Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved
at se Bispen, at hun formelig gav sig til at neje foran
sin gumpende Stol. Hun var højrød og foraset. Hun
var evig i Forreming: Det gik jo alt i ét i disse Skræk-
kens Tider.
Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Side-
vejen.
Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have
kendt hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
