Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Billed-Magazin.
ter anden ind i forskjellige Kunstneres øg
Haandverkeres Verksteder, sor at de knnde
see hvorledes man brnger et Verktøi øg
forfærdiger en eller anden Ting. Dette
gjorde, at Børnene aldrig bare stg
klod-sede ad ved deres smaae Arbeider. De
tegnede i deres fritimer, de forfærdigede
paparbeider, gjørde smaa ^Cfker øg
Kas-ser til at gjemme deres Smaasager i; til
Rød indbandt de øgsaa deres Bøger selv
i Pap, ø. m. d. Paa Billedet see vi dem
i deres Snedkerverksted, hvor de øgsaa
vare flinkest og helst øphøldt sig. Der
gjør-de de smaae Vogne, hvorpaa de kjørte Veed
til Moderen i Kjøkkenet; her forfærdigede
de mange Ting til deres Haver,
Bløm-sterstøkke til deres Blomster, øg
Træsab-ler^ Spyd øg (geværer til deres
Solda-terlege. En as dem, der var særdeles
nævenyttig, havde bygget sig en liden
Oværn, søm han satte i Bækken, der løb
forbi ^odmands Have.
Ved alt dette havde de ikke alene den
fornøielse at knnne sige. ^dette har jeg
selv gjort, ^ hvilket altid er en
stor(^læ-de; men de bleve tillige stedse hændigere,
øg naar de da engang imellem maatte
ar-beide sor Alvor, saldt det dem aldrig suurt;
Arbeide var ved Leeg allerede bleven dem
til en fornøielse.
^a^oen o^ Storken.
s^n Fabels
^^ester Mikkel engang bad
Langbeent Mester Stoxk til Tasfel.
fattigt Bordet vax og ndet^ kassel,
Kniv, ja næsten nden Mad ^
Thi Mikkel aldrig er spandabel,
Men regner nøie hver en Skilling, ^
Han derfor ikkun med lidt Velling
Beværter vennen med den lange Snabel,
Og frem den sætter paa en flad Tallerken.
Mester Langbeen dypper Ræbbet ned i Snærken
Og Jntet faaer^ mens Mester Mikkel løber
Om fadet rnndt og Suppen i stg sober.
Storken, kan man vide, blev ei blid^
Da han mærkede Rævens Rænker;
Men hos stg selv han tænker.
Dem som leer sidst, leer bedst;
Og derfor efter nogen Tid
Jndbyder han Hr. Ræv fom ^jest.
^O tusind Tak^ ^ ham Ræven svarer
^Min hjertenskjære ven!
^Hos dig jeg Komplimenter fparer,
^Og profiterer af Jndbydelsen.^
Ret broderligt altsaa, til rette Tid ^
Thi punktlig maa kor alting (fæsten være ^
Kom Ræven smilende og blid
Til Storken for sit fo^er at tære,
Og priser høit hans Artighed^
Da Maden alt han fandt dered;
Thi dennegang vor Ræv medbragte
Hos Ræve sust ei Sjeldenhed
Cn ret forsvarlig Appetit^
J vommen ikkun meget lidt.
Han alt i Tanken fornd smagte
Sin kærtes delikate Mad,
Hvis vellugt Vinden til hans Ræse bragte.
Men snart om Snnden noget flad
Han seer sin vært den sønderplukke,
Og ned den putte i en Ræverskrukke,
forneden ved, med Aabning smal og trang,
Aspasset ester værtens Snabel lang.
Med Taalmod Ræven maa flg væbne,
Og taus slg finde i sin Skfæbne;
Han tørre Snude slikke maa;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
