Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
saa var paa hine kanter slet intet valg:
vi maatte gaa der, til vi blev store.
Jeg gik der ogsaa, — men læste Snorre.»
Den største utvidelse, som hans liv fik paa Molde, var
neppe gjennem skolens undervisning, men gjennem læs*
ning i fristundene. Hans hunger efter menneskeliv og
menneskeselskap — helst selskap med store mennesker —
fik her anledning til at mætte sig som aldrig før. Nyere
historisk digtning — Walter Scott, Oehlenschläger, Inge*
mann —, men især Snorre og hans fortsætteres norske konge*
sagaer stillet skolens undervisning i skyggen. Hans læ*
rere, hvorav flere var dygtige folk, kunde ikke konkurrere
med Snorre, som vel er den største menneske*fremstiller i
europæisk litteratur fra den saakaldte middelalder, og hvis
fortællekunst ikke alene har et lyrisk, men ogsaa et sterkt
dramatisk islæt. Tilsynelatende var Bjørnstjerne en av sko*
lens middelmaadigere elever, men utvilsomt dens flittigste
læser og den i hvis hode der foregik mest. Han har selv
fortalt mig, at han paa Molde ofte følte sig alene og hadde
for faa kamerater at vælge mellem. Skolegutter fra landet
blev ikke buden ut i familjerne. Desto mere søkte han
erstatning i sagaens og romanernes verden. Han fortalte
om hvad han hadde læst, til alle som vilde høre paa ham,
— husmænd hjemme paa Nesset og kamerater paa skolen.
«Paa skolen gik jeg bestandig og fortalte. Jeg brukte de
andre til at fortælle i.» Men endnu mere hjemme i ferierne,
hvor han fortalte for arbeidsfolkene paa laaven, saa tersk*
ningen undertiden stanset; han forøket og «løi ataat», for
at bruke hans eget uttryk. Den senere statsminister Qvam,
som var to aar yngre, men som et halvt aars tid sat i
samme klasseværelse som Bjørnson, erindret, at han pieide
at fortælle, naar de var trætte av at slaa bal og hadde sat
sig ned paa græsvolden. Særlig husket han en scene av
Walter Scotts «Ivanhoe», den sorte prins’s ankomst, og et
optrin av Ingemanns «Valdemar Seier», hvor kongens og
hans ridderes indtog i en liflandsk by blev fremstillet uhyre
levende. Man saa for sig hver enkelt, eftersom de kom
ridende. Denne scene er den eneste Qvam paa sine gamle
dage kunde huske av romanen. Det vil si, den staar der
ikke. Qvam laante boken hjem for at nyte scenen omigjen,
men kunde, besynderlig nok, ikke finde den igjen.
Ved paa denne frie maate at gjenfortælle sagaer og op*
trin fra romaner fik Bjørnson en tidlig utviklet evne til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
