Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
det vanskeligste stykke, som er gaaet over
Bergens scene». Dertil kom to tragedier af
Oehlenschläger og et drama af Hauch samt
«Bagtalelsens skole» af Sheridan. I løbet af en
eneste sæson iscenesatte Bjørnson ikke mindre
end 25 nye stykker. Men af hans avisartikler
kan vi se, at hvad han egentlig længtes efter
at opføre, var verdensliteraturens mestere, særlig
Shakespeare og Goethe. Han klager over, at
de nuværende scener «maa lade verdens
mesterverker til alle sider ligge efter. Hvor er nu de
skuespillere, som kan spille os Shakespeare,
saaledes at ikke et ord falder til jorden? Hvem
er de, som kan spille os Goethe? Moliére vil jeg
ikke engang tale om. Men hvor er blot de,
som kan spille os med personlighedens vælde
Schiller og Oehlenschläger?» ( Bergensposten»,
28—3—1858). Naar man i vore dage taler om
at spille Shakespeare, korser folk sig; al opføre
en tragedie er i manges begreb at løfte paa de
stene, Halfs kjæmper havde til styrkeprøve.»
Bjørnson spør: «Skal vi frasige os det bedste,
det høieste, det skjønneste i skuespillet? Skal
vi give vore skuespillere det bedste at stræbe
til? Eller skal vi glemme, hvad skuespillet en
gang gik ud fra i hin græske stad og ... .
lade det fortabe sig mere og mere i livets
smuds?» («Bergensposten», 15—3—18511). Disse
ord viser, ai den norske scenes grundlæggere
havde de samme vanskeligheder at kjæmpe med,
som vi endnu kjæmper med den dag i dag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
