Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444’
Det er væsentlig den samme anke, som kort
tid i forveien var bleven udtalt af en anden
stor dansk digter og kritiker, Johan Ludvig
Heiberg, i hans officielle erklæringer som
theater-censor ved det kongelige theater i
Kjøbenhavn. Man ser af disse erklæringer, at Heiberg
forst havde modtaget Bjørnsons «Ilalte-Hulda»
og halvanden til to maaneder senere Ibsens
Hærmændene» til bedømmelse. Johan Ludvig
Heiberg finder, «at de nye norske forsøg paa at
frembringe et eiendommelig nationalt drama ved
at bygge paa den islandske sagaliteratur er en
misforstaaelse, og veien er kun en afvei. De
islandske sagaer have en saa udpræget episk
karakter, al de blot kunne fordærves ved at
bringes i dramatisk form. Den vildhed og
raahed, som de skildre, formildes i den oprindelige
form ved den episke fremstilling . . . Men i det
øieblik, man dramatiserer dem, bliver kun stoffet
i sin raahed tilbage ...» De norske digtere
tage stoffet saa objektivt, at man næsten støder
sig paa dem, thi i et drama maa alt det haarde
blive endnu haardere end i en episk beretning».
«Bjørnsons skildring af lidenskaben i
Halte-Hulda er i den grad forceret indtil affektation,
at den synes at tyde paa en legemlig pathologisk
tilstand som kilde til lidenskaben, og man kan
neppe undgaa at se paa heltinden som paa
en patient.» Johan Ludvig Heiberg, ligesom
Goldschmidt, fandt altsaa de to norske digteres,
og især Bjørnsons, behandling af sagatiden alt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
