Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
551*
sig i det uundgaaelige, er paa en maade sjælen
i det store digt Arnljots «Længsel mod
havet». Den, som betror sit lille skib til
det tungsindige, gaadefulde verdenshav, maa
paa én gang eie mod til at leve og mod til at
dø; redebonhed til at leve fuldt ud og nytte
dagen, da
<i— — — modet springer
i lange buer mod lys og hvælving,
og gutten klavrer med sang mod toppen
at rede seilet, saa det kan svulme», —
men ogsaa mod til at udruste sin sjæl for
dødens rige»,
«og saa engang i den sidste time
at merke naglerne give efter,
og døden trykke paa plankelaget,
saa vandets frelsende strøm kan komme!
Da lægges ned i de vaade klude
og fires did, hvor det evig tier.
mens bølgen ruller mit navn mod stranden
i store maaneskinsklare nætter!>
Der er i dette digt noget, som viser, at den
unge Bjørnson især i det sidste store kampaar
er vokset op til mand og har naaet frem til
en udpræget mandig livskunst.
Da dette digt blev skrevet, var Bjørnson i
Kjøbenhavn, hvor han tilbragte sommeren og
høsten 1860, mens han ventede paa
reisestipendium for at drage til syden. Han havde søgt
1000 speciedaler (4000 kroner) af de til kunst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
