Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
Winther i 1860. Bjørnsons første sammenstøt med Dun»
ker under statholderstriden er som det første kapitel i en
historisk roman, — den som ender med digterens skjønne
mindetale over den store advokat i 1871 og fire aar efter
med dennes apoteose i «En fallit». Man kan vanskelig
tænke sig en begyndelse, som danner en mere virknings»
fuld kontrast til denne avslutning.
Mot utgangen av aaret 1859, da man allerede frygtet
for, at statholdersaken vilde ende med et nederlag for
Norge, gav man mere og mere pressen og isaer «Aften»
bladet» og allermest Bjørnson skylden for, at folkemenin»
gen i Sverige var blit opirret mot Norge, og at den
svenske riksdag nedla et veto mot det norske stortings
beslutning om statholderpostens ophævelse, skjønt denne
post ikke var nævnt i unions»kontrakten mellem de to
riker. Endnu haabet man dog i december 1859 og vel
endog i begyndelsen av 1860, at kongen vilde indfri sit
løfte og gi beslutningen sanktion i norsk statsraad. Men
for at opnaa dette resultat, ansaa man det nødvendig fra
norsk side at desavouere enkelte norske blades frisprog
om, at statholderposten var et «provinsmerke», som nord»
mændene ikke længere vilde finde sig i at bære paa. Den
norske presses og navnlig «Aftenbladet»s fritalende ytringer
maatte fra norsk side paa det mest eftertrykkelige desavoue»
res. Pressen eller ialfald en enkelt pressemand, den mest
fritalende av alle, maatte paa en maate ofres som en synde»
buk og et sonoffer for at formilde stemningen i Sverige,
— indtil sanktion var opnaad. Den unge Bjørnson, «Syn»
nøve»s og «Arne»s — og blot et par maaneder forut
ogsaa «Ja vi elsker dette landet»s — forfatter var det ut»
valgte sonoffer, og regjeringsadvokat Dunker, det norske
statsraads bedste støtte, utførte offerhandlingen i sit for
svenske læsere bestemte Iste «Flyveblad». Dette skrift
blev, som Vinje sier i «Dølen», sendt til Sverige anden
juledag og for største delen optrykt i svenske blade, som
et uttryk tor den norske regjerings opfatning Paa denne
paradoksale maate blev samarbeidet indledet mellem den
store advokat og den unge digter. Det lyder paa avstand
som et gammelt sagn. Men naar vi ser saken paa nært
hold, vil den vise sig fuldt forklarlig.
Om statholderstriden sier Dunker i sit tilbakeblik fra
1866, at den i et halvt aar «satte begge folk i en saa
sterk bevægelse og ikke alene i begge landes presse, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
