Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KLOSTRE PAA ISLAND
273
han fik Spaanen af det hellige Kors. Dette viser, at man i Almindelighed
betragtede en Erkebiskopsstol som nødvendig for ethvert større Lands kirkelige
Organisation, uden at man engang behøver at tænke sig Nationalfølelsen som den
egentlige Drivfjeder. Men hos den norske Gejstlighed, der talte saa mange af
Landets meest udmerkede Sønner i sin Midte, og som derhos paavirkedes af sine
talrige engelsk-nordmanniske Medbrødre, gjorde den sig visselig i høj Grad
gjeldende, ligesom ogsaa Kongerne øjensynligt satte en vis Forfængelighed i at
medvirke til, at Landet ikke savnede den Glands, der altid udgik fra et højeste gejstligt
Overhoved. Det er derhos ikke saa usandsynligt, at de eller deres Raadgivere
netop i denne senere Tid, da de politiske Forviklinger i Norden bleve større, og
Forbindelserne mellem de nordiske Kongehuse indbyrdes bleve hyppigere,
fornemmelig have ønsket at see den Indflydelse, som det danske Hof gjennem den
lundske Erkebiskops kirkelige Supremati over det øvrige Norden ogsaa kunde
udøve i politisk Henseende, tilintetgjort ved Nationalkirkens Emancipation fra
det fremmede Vælde, og ved Oprettelsen af en egen Erkestol, hvor stor
Indskrænkning denne end, naar den beklædtes af en kraftig og nidkjær Mand, kunde gjøre
i Kongevældet. Saaledes arbejdedes der da, vistnok lige siden Sigurd
Jorsala-farers Dage, paa at afsondre Norge med Skatlandene samt Koloni-Stater fra det
lundske Erkebiskopsdømme som en egen Provins, om end de nærmere
Forhandlinger desangaaende ikke længer, eller maaskee rettere ikke endnu kjendes. Vi
vide kun, at Bremens Erkestol, trods den Forføjning af Pave Paschalis II, der
dekreterede Oprettelsen af et Erkesæde i Lund for det egentlige Norden, og
saaledes skillede dette fra den bremiske Provins, fremdeles søgte at vedligeholde, eller
rettere gjenvinde Højheden over de nordiske Kirker, ja endog tildeels fik
Medhold heri af den romerske Kurie, hvilket neppe kan have undladt at svække den
lundske Erkebiskops Auktoritet i Norge og Sverige, og saaledes at lette Opnaaelsen
af det Maal, hvorefter man stundede. Det var, som det synes, især den bremiske
Erkebiskop Adalbero, ophøjet i Aaret 1123 til denne Værdighed, der lod sig det
være magtpaaliggende at skaffe Bremens Erkestol de tabte Rettigheder over
Norden tilbage. Af Pave Calixtus II, der selv indviede ham, udvirkede han, at
han paa et Concilium i Lateran erklæredes for Metropolit over alle de tre nordiske
Riger1. Calixtus’s Eftermand, Honorius II, skal have afgivet samme Erklæring.
Siden gik Pave Innocents II endnu videre. Udvalgt til Pave i Aaret 1130, og
anerkjendt af den største Deel af den latinske Christenhed, maatte han dog forlade
Italien, af Frygt for en Modpave, Anaklet II, der understøttedes af den forhen
1 At Calixtus har givet saadanne Erklæringer sees af Innocents den 2dens udtrykkelige Ord i hans
Bulle, hvorom nedenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
