Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 119 —
Kjærlighedssorgerne og Næringssorgerne gik, og
Søstrene havde ingen videre Sorger; men de havde
heller ingen Glæder.
Livet laa for dem som en uendelig lang, flad
og lige Landevei, der bliver næsten uudholdelig ved
sin Ensformighed. De havde intet andet at gjøre
end at gaa ret frem. Der fandtes ingen Afveie, de
kunde slaa ind paa, der fandtes ingen Sten, over
hvilken de kunde snuble, ingen lille Vandpyt, de
kunde plumpe nedi.
De spiste til bestemt Tid, syede til bestemt
Tid og sov til bestemt Tid. Saaledes gik hele
Ugen, og om Søndagen gik de i Kirke om
Formiddagen og kjedede sig om Eftermiddagen og
ønskede, at det paany skulde blive Mandag, for at
kunne begynde Ugen forfra.
En Dag sad Søstrene ved sit Arbeidsbord halv
begravede i Silke og Tarlatan.
Jakobine, den ældste, almindelig kaldet Bine,
var høi, tør og maver, havde Briller og glat, sort
Haar opsat i en Tut bag i Nakken, Louise, ogsaa
kaldet Lulle, var liden med et mildt, smukt Ansigt
og Haaret strøget bagover og lagt i et Net.
»Lulle.«
»Ja, Bine.«
»Nu hostede du igjen.«
»Nei, jeg forsikrer dig —«
»Det nytter ikke at negte det«, sagde Bine
strengt. »Jeg hørte det tydeligt.«
Lulle saa ud, som om liun va,r greben i en af
de syv Dødssynder.
t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
