Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
nemstrommede hende, betragtede hun Capitainen
overrasket og noesten tvivlende; hun havde ikke toenkt
sig ham saaledes, undergivet alle de Forandringer,
et Tidsrum as tyve Aar er istand til at bevirke,
Sidst de saae hinanden, glodede Ungdommens Varme
i Begges Hjerter. — Nu modtes de igjen, Barones-
sen svag, kjoempende med Doden, Jenner bleg, hen-
tceret og slovet. Hos hende var Medlidenhed, hos
ham Ligegyldighed og Kulde de eneste herskende
Folelser.
„Ja!" udbrod Jenner som Svar paa Barones-
sens Bon, „vi have kjendt hinanden meget noie, min
naadige Frue, deelt megen Lykke og mange Sorger
sammen. De behover ikke at slaae Deres Blik til
Jorden, jeg har erhvervet mig en vis Ret til at
erindre den Tid, jeg taler om, siden den blev betalt
saa dyrt. Det er jo ogsaa kun til Dem alene, jeg
ncevner den; hvem i Alverden vilde vel antage et
Bekjendtskab mellem os To for muligt? Kigger ikke
en slet skjult Armod gjennem enhver Fold af mine
Kloeder. Betragt’ engang disse boevende Lemmer, og
siig mig, om Nogen i Capitain Jenner nu vilde
kunne gjenkjende Capitain Jenner for? eller om ikke
en Mand, saa visnet og hentceret som jeg, maa have
lidt Meget og udsonet Meget."
Jenner taug, som om han ventede paa Svar,
men Baronessen svarede ikke. Hun loenede sig til-
bage i Divanen, skjulte sit Ansigt i Torkloedet og
groed.
Capitainen vedblev med et uhyggeligt Sm iil: „De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
