Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174-
Men ogsaa dette kom for sent; Briggen stødte tre, fire
Gange i Minuten.
— Tømmermand 1 frem med Økserne ... klar til at kappe
Masterne, om det behøves.
Atter en Skraben ... Skibet havde Slagside og sad nu
fast — boret ind i Banken.
— Død og Fordømmelse 1 rasede Georg. Nu ved jeg,
hvor vi er; vi er strandet paa Hallands Væderø — de Skurke
har tændt falsk Fyr ... Kap Masterne.
Den ene Styrtesø jagede den anden. Briggen var nær
ved at kæntre.
— Hold Jer fastl — der kommer en stor . .. Farbror
Stormbom, for Himlens Skyld ikke derhen! . . . Men næppe
havde Georg udtalt disse Ord, før han saa den gamle, som
vilde være med til at udføre en Manøvre, paa Bølgens Top
løftes over Rælingen.
Hurtig som et Lyn var Georg ved Haanden og fik fat i
sin gamle Vens ene Ben. Men Bølgen, den graadige, tog
hans ædle Plejefader og lod Georg staa tilbage kun med en
Søstøvle i Haanden.
Hvad der i dette forfærdelige og minderige Sekund gik
igennem Georgs Sjæl, det ved kun Livets og Dødens Herre.
Øjeblikkelig kastede Georg Stortrøjen og Støvlerne, og idet
han spændte Redningsbæltet paa, raabte han:
— Ud med Storbaaden, Folk! Red Skrivepulten og
Blikskrinet — naar I til Stranden, saa lyt efter, om I kan
høre et Søfugl-Signal; vi træffes igen, hvis det er Guds Vilje.
Men fremfor alt, vær fuldstændig stille, naar I lægger til.
Efter at han havde kastet et langt, smærteligt Blik paa
sin stolte i Elvira Korneliac, der ikke fik Lov til i værdig
Tvekamp at stride mod Bølgerne, men maatte falde for en
lumsk Niddingsdaad, og hvis Mastestumper nu tilvinkede ham
en sorgfuld Afskedshilsen, styrtede han sig, uden at lytte til
Folkenes Bønner, uforfærdet i Søen for at kræve sin
faderlige Ven tilbage, om det saa var fra Havfruens dybeste Sale.
Dette var et vildt, et afsindigt Foretagende. Men Georgs
Følelser var altfor stærkt oprørte af det hjærteskærende Syn
til at lade Forstanden raade. Han stolede paa Gud, paa sin
Ungdomskraft og sin usædvanlige Dygtighed i Svømning,
især da han havde opdaget et Glimt af Land.
Og Kræfterne, som fordobledes i dette Selvopofringens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
