Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205-
— Ikke derhen, ikke derhen, Elias, raabte Karolus, som
kom løbende, ikke til Johannesskæret, Dreng. Men inden
Drengen naaede* at adlyde Befalingen, laa Baaden saa nær
ved Broen, at jeg kunde gribe en Bjælke og svinge mig op.
— Aa, hvilken Uforsigtighed 1
— Ingen var at se paa Skæret. Jeg sneg mig op og
standsede udenfor en halvaaben Dør, hvorfra jeg hørte en
smuk Fiskersang. Jeg saa ind i Værelset, hvis Vægge havde
en morsom Beklædning af alle Slags Klædningsstykker med
paafæstede Papirstrimler. Foran Vinduet sad Sangeren, en
lille, sammenkrøben Figur, og syede paa en Trøje, medens
han en Gang imellem med højst fornøjede Blikke betragtede
et lille, for lille Blomsterparti, som han havde ved Siden
af sig.
Georg nikkede sagte med Hovedet.
— Jeg kan ikke beskrive Dem, hvilket Indtryk hele
denne Omgivelse og den fattige Yngling gjorde paa mig, det
var dybt. Han havde ikke bemærket mig, og jeg tænkte, at
det var meget godt, for ellers vilde han maaske have
forhindret mit Besøg. Jeg gik altsaa paa egen Haand nogle
Skridt længere frem i Forstuen; der var en anden Dør, som
jeg sagte aabnede, men jeg formaar ikke at beskrive Dem,
hvilken Hjærtebanken jeg havde over min egen Dristighed.
Det var først i det Øjeblik, da jeg drejede Nøglen omkring,
at jeg kom til fuld Bevidsthed om, hvor meget jeg vovede,
og hvor lidt jeg havde at fremføre til Retfærdiggørelse af et
saadant Skridt, og jeg ved virkelig ikke, hvorledes jeg bar
mig ad med at komme over Dørtærskelen.
— Jeg aander næppe, sagde Georg.
— Jeg kunde næsten heller ikke aande, da jeg opløftede
mit Blik og foran mig saa en Mand, hvis Ansigtstræk, paa
en Gang fremmede og bekendte, indvirkede forunderligt paa
mig. Han havde et saa ærefrygtindgydende Udseende, at jeg
ganske sikkert vilde have knælet ned og bedt ham om
Tilgivelse for min forvovne Indtrængen i hans Ensomhed, hvis
han ikke selv havde bemærket min pinlige Uro og med en
Stemme, som jeg aldrig kan glemme, ytret: »Berolige Dig,
mit Barn«.
— Sagde han det? Aldrig havde jeg troet, at en
fremmed kunde faa en saadan Magt over ham.
— Men jeg, vedblev Elvira, og hendes Kinder begyndte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
