Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
Kveld, som De taler om, og det Spørgsmaal, jeg gjorde
Dem ... ha, jeg arme, vanvittige Folkets Søn, hvorledes
kunde jeg tro, at Grevedatteren skulde ville lytte til mit
Hjertes Hvisken om Kjærlighed. Men . .. men, høibaarne
Jomfru... De kunde have svaret mig med mindre Grusomhed.»
«Herman, Herman!» udraabte Agnes ved disse Ord af
den fangne og styrtede hen til ham, søgende at fatte hans
Haand, «har du et Øieblik kunnet tro, at jeg, at Greven af
Ewerstens Datter . . . nei, nei, tag igjen dine Ord, se, jeg
beder dig derom paa mine Knæ!»
Og hun sank, afmægtig af Bevægelse, ned mod Gulvet,
forgjæves famlende efter den Haand, der for sent raktes
hende. Men øieblikkelig veg det bitre fra Hermans Ansigt,
og han bøiede sig ned og reiste op den grædende Pige.
«Tilgiv mig, tilgiv mig», hviskede han ømt, «men lange
Nætters Fortvivlelse har brændt ind i min Sjæl den Tro, at...
Ak, se ikke saaledes paa mig, jeg tror det ikke længer!
Tilgiv mig, jeg har kunnet bedrage mig ... Og frygt ikke,
høibaarne Jomfru, for, at jeg skal gjentage mit Spørgsmaal . ..
Stolthed har jeg faaet i Arv, jeg tigger aldrig om min Lykke.
Han havde ret, min Fosterfaders Ven, den fromme Pater —
Bondesønnens Lykke voxer ikke paa Herremandens Jord.»
En Skygge af den forsvundne Dysterhed lagde sig atter
- om hans Pande.
Agnes frigjorde sig for hans Støtte og saa paa ham
med et Blik saa fuldt af Uro og Smerte, at Mørket i hans
Ansigt tog Flugten.
«Jeg forstaar Dem ei», sagde hun, «da jeg saa Dem
komme om Aftenen der i Slotshaven, endnu bleg efter Deres
knapt nok lægte Saar og den Sygdom, der blev Følgen af
Deres Uforsigtighed, da min Faders Svende førte Dem til
Gripsholm . . . ak, jeg var saa glad, da jeg atter saa Dem
lige frisk og stærk som den Dag, da Deres mægtige Sværd
gjengav den stakkels gamle Kvinde ved Borganæs Friheden!
Se, derfor lo min Mund, og derfor legede Spøgen paa min
Tunge; det Spørgsmaal, De gav mig . . >»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
