Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5te August 1882.
Fedraheimen.
12:
”Ved Samtaler og gudelige Forsam-
linger vakte ban i kort Tid et blom-
strende Kristenliv blandt Almuen. Bon-
den vendte sig fra Slagsmaal og Drik
og tog fat paa sit Arbeide; og snart
havde Bevægelsen fundet talrige Brænd-
punkter i det vidtstrakte Land, hvor
Fabriker og industrielle Anlæg voxede
frem under flittige Hænder, medens
Arbeidere og Arbeidsherrer i broderlig
Kjærlighed samledes om Guds Ord.
At Folket saaledes hjalp sig selv
baade i aandelig og timelig Heuseende,
kunde Embedsstanden ikke taale. Pre-
sterne fik en villig Haandsrækning af
Juristerne, og ved Hjælp af en gammel
Forordning af 1741 mod gudelige For-
samlinger fik de Hauge greben og
fængslet.
I ti Aar holdt de ham i Fængsel.
Men da alt, hvad utallige Forhør bragte
for Dagen, kun var nye Vidnesbyrd om
Mandens pletfri Vandel, store Evne og
ædle Karakter, maatte hans Fiender til-
slut lade ham gaa og nøles med at be-
røve ham Resterne af hans Formue.
Alligevel havde de seiret. Thi Hauge
var legemlig knækket af et langt og
usundt Fængselsliv; han levede ikke
mange Aar efter, — syg og fuld af Pla-
ger, men kjæk og frimodig til det sidste.
I 1824 døde han. Men først i 1842
fik Folkets Repræsentanter hin gamle
Forordning af 1741 ophævet — tiltrods
for Konge, Statsraad, Amtmænd, Uni-
versitet, Bisper, Provster og Præster.”
I det heile viser det seg, at Dikta-
ren ikkje bev meir Elsk elder Tru til
det byraakratiske Væsen no enn fyrr.
Naar han fær fortelja um Folket,
som liyer av sitt ærlege Slit og Arbeid,
daa skriv han slik, at du vert baade
glad og varm, Men han bryr seg ikkje
stort f. Eks. um desse ”usunde Ynelin-
ger 1 øverste Klasse”, som ”kom balende
til Skolen med sine døde Læs af oræske
og latinske Bøger” og sagde ”pleks,
plebis” (Pøbel), naar dei raakad Sildega-
nararne, og som ”vandrede ad parnas-
sum, foragtende dybt de lave Sjæle —
hele Pøbeien, der trællede og henlevede
sit Liv ludende forover som Dyret.”
Og han skriv vidare:
”Denne dybe Foragt for Folket som
arbeider, den bevarede de troligt, lige-
til de kom ned igjen fra Parnassus og
blev Embedsmænd. Vel lærte de at
holde gode Taler om Næringsveienes Op-
komst; men i Virkeligheden var det
dem temmelig ligegyldigt.
Det var næsten ikke andre Embeds-
mænd end Præsterne, som glædede sig
ved et rist Fiske; thi da var det som
om Offeret flød rigeligere. Men naar
Silden strømmede under Land, naar
Penger i massevis spredtes nedover Fol-
ket, saaat hver kunde klare for sig, da
klagede Juristerne over Dyrtid.
Naar derimod Folket har det ondt,
naar Fisket eller Høsten slaar feil, naar
knappe Pengetider stopper Kilderne, saa
det gaar tæt med Fallitter og Executio-
ner og Tvyangsauktioner med høie Pro-
center og svære Sportler, — da er det,
Juristerne trives.”
Dei rasjonalistiske Prestarne fraa
Dei brukte
en fordruk-
ken Løitnant med sig, adsplitte de gude-
lige Forsamlinger, skjælde Prædikanten
eller spytte ham 1 Ansigtet og lade ham
Hauges Tid kjenner me.
aa taka ”Lensmanden eller
transportere ud af Sognet til næste Lens-
mand.” Sidan vaagad dei ikkje aa fara
so morskt fram. ”Men da de ikke længer
turde fængsle og offentlig wudskjælde
”disse Sværmere, disse: Skjælme, disse
’Bedragere, skinhellige Skurke og Folke-
forførere”, saa valgte de i Stilhed at
belure og bagvaske dem.”
Ja endaa til seinare, daa Pietismen
”var kommen til Hæder og Værdighed
ved Universitetet,” heldt Mothugen seg
mot den folkelige Vækkelsen. ”De nye
Lærere og Præster . . . syntes hurtig
at glemme, at hele det Kristenliv, paa
hvis skrøbelige Levninger de levede, var
noget, Folket selv havde tilkjæmpet sig
fra neden af. Og lig sine myndige
Fædre begyndte de at fable om, at de
vare Folkets Hyrder og Fædre, at hver
den, som krummede et Haar paa deres
Hoyeder, der vilde borttage en Tøddel
af deres Magt og Anseelse, han mned-
brød! — han mnedbrød Folkets Agtelse
for det hellige, han rørte med formaste-
lg Haand ved det ældgamle, patriar-
kalske Forhold mellem Menigheden og
den elskede Sjælehyrde.”
Og Kielland læt Lækpræsten Fenne-
fos segja:
”F mindes, kjære Venner, hvorledes
baade de vantro og ikke mindst Præ-
sterne bespottede eder, da I begyndte.
Og se nu, da den Ild I tændte, har
bredt sig over Landet, saa at Hjælp og
Gaver strømme rigeligen, se nu komme
disse samme Præster fygende ligesom
Ravne hidlokkede af den fede Lnuot.
De ville ikke lade Lægmændene beholde
et saa kristeligt Værk, naar der er Liys-
kraft i det; men de ville bøie det ind
under Kirken, som de kalde det; det
er: de ville fordærve eders Værk og
føre alt sit Hovmod, sit Rethaveri, sin
Strid og Ufordragelighed ind i det; og
saa længe det gaar godt, ville de staa
foran og raabe: se her er vi! — men
hænder der noget galt, ville de krybe
bagom og sige: ja, saaledes gaar det,
naar Folket vil raade sig selv.” —
Ei Bok, som inneheld so mange sterke
og sanne Ting: mot det heilage Embætts-
veldet, plar dømast til Dauden sans
phrases i Mebl.
lege hendt, at Mgbl. — gjenom ein
Men no hev det utru-
Innsendar, forstend seg — hev rost
”Skippes Worse”.
”Skipper Worse” er ei makalaus Bok,
segjer Morgenbladsmannen! Ein kann
lesa henne upp for kven ein vil, og dei
”unge Pier” vil ikkje raudna eingong!
”Skipper Worse?” er Pastor Bangs Bok
um Hauge umsett i Romanform! Det
var det me visste — segjer Mebl,-
mannen —, at Alexander Kielland nok
kunde sjaa det ljose i Livet med! —
Og Kielland fær so mykje Ros, som
han kann bera. Han vert sett upp mot
Henrik Ibsen som større enn han, liksom
Ibsen fyrr vart wuppsett mot Bjørnson
Kielland, som etter
” Arbeidsfolk” var ein Mann utan ”Ta-
som hans Meistar.
lent”, Kielland, som dei etter ”Arbeids-
folk” sputtad beint i Syni og sagde, at
han hadde ”paaført Litteraturen Syfilis”,
og at ”Arbeidsfolk” burde stemplast med
— ”Gifb-Etikette”,
ein Stordiktar og ein Gudsfugl, som
— han hev no vortet
kann lesast av dei ”unge Pier”. —
Kor kann slikt hava seg?
— Me veit ikkje. —
Men eit forstend me: at det maa
vera hardt for eit Parti aa ikkje eiga
ein einaste Pen.
Kielland burde vera paa Byraakrat-
sida! Han er fødd til aa vera deira
Mann! Dei kann ikkje forstam, at han
ikkje er det.
ei løynleg Von um, at den fortapte
Sonen — vil ”koma tilbake”.
Dei gjeng visst enno med
Dei kann 1 det heile ikkje forstaa,
at Folk hev andre Meiningar enn dei,
Er det ein Mann med Vit og Daning,
som er Vinstremann, so trur dei altid,
27 >)
at han maa koma til aa ”snu”. Men
dersom han ikkje snur, so man kan
vera galen. Flder han maa vera Kjel-
tring, maa meina som dei i Grunnen,
men gjeva seg ut for Vinstremann for
aa vinna Folkegunst og Magt. Er han
t. D. Republikanar, soer han det, fordi
han sjølv vil verta Præsident, osfr.
— Kielland er ikkje galen! Helder
ikkje ser det ut til, at han fiskar etter
Vinning paa Vinstresida. Og han er
Kielland maa koma
heimatt til den einaste sanne Sauestall!
— tenkjer dei visst i Løyndom. —
Br det kanskje av den Grunn, dei
kjæler for Mannen, so snart han ikkje
piskar dei tilblods? —
— Dei er so langt komne i Trong-
ein upplyst Mann.
syn og Forsteining, at dei kann ikkje
forstaa og vyrda andre Meiningar enn
sine eigne. Naar eit Parti er komet
so langt, so er det ferdigt — ute i
Verdi. —
Her i Norig — ja, kor vil det gaa
her i Norig?
— Alexander Kielland hev skrivet
eit aalvorlegt Ord, som me her maa
minnast.
”Naar en Strøm støder paa en frem-
springende Odde, løber Vandet ud forbi
Spidsen, men bøier tilbage, naar det
har passeret, og fylder Bugten bag Odden
med en liden Malstrøm.
Kommer et Træstykke drivende ned-
over i Kanten af Strømmen, føres det
ind i denne Ring, gaar rundt i Bugten,
rinder helt frem til Spidsen bag Odden,
men trykkes saa af den stærke Strøm
uden at gribes af den, og vedbliver at
gaa rundt og rundt i det muendelige.
Saadan en Rundlauf af en Strøm kaldes
paa Norsk Bvje eller Bagevje.
De utallige Evjer, som Livets Strøm
danner, ere dels saa smaa, at kun en
enkelt Mand har Plads til at gaa rundt
i dem, dels ere de saa store, at de rumme
hele Familier eller hele Partier, — ja
man kjender endogsaa historiske Bag-
evjer, hvori et helt Folk har dreiet sig
rundt om sig selv — trykket af Tidens
Strøm, men uden at gribes af den.” — —
— Kor gjeng det her i Norig? Skal
Bakeyja vinna, elder skal den friske
Tidsstraumen, som no gjeng gjenom
Folket, — skal den vinna, og skylja
Bakeyvjenøkken til Havs?
— Dei komande Thingvali vil av-
gjera det.
Høgre-Programmet. Bergen$postenskriy:
”Naar man summerer sammen de
Forhaabninger og Hensigter, som under
Høirepressens Jubel over Trontalen er
komne til Udtryk, saa har vi følgende
vakre Program for næste Tingperiodes
Arbeide, dersom Høire fik Magten:
Det absolute Veto godkjendes og
fastslaaes for alle Grundlovssager og Be-
vilgningsspørsmaal. Det skal ikke være
til Stas, men ønskes benyttet, navnlig
udtales der Ønske og Haab om, at det
maa blive benyttet for at hindre den
af Stortinget vedtagne moderate Stem-
meretsudvidelse. — I almindelige Lov-
sager kan det absolute Veto ikke ind-
føres denne Gang, da der desværre for
Høire ikke foreligger noget Grundlovs-
forslag til det suspensive Vetos Ombyt-
telse med et absolut. Men ved Hjælp
af ”Fortolkning” vil det suspensive i
Almindelighed kunne udstrækkes til at
bliye absolut. Man paastaar nemlig,
at slige Love som f. Eks. Lensmands-
loven og Underoffisersloven gjør Ind-
greb i de kongelige Prærogativer, saa
de kan, heder det, ikke komme istand
efter $ 79.
Tokammersystemet søges dernæst
indført. Heldigvis for Høire foreligger
der de fornødne Grundlovsforslag i den
Retning. Naar disse er vedtagne i
Stortinget, vil de naturligvis blive ind-
stillede til Sanksjon, og om saa Valgene
i Fremtiden for andet Kammers Ved-
kommende altid skulde gaa November-
møændene imod, saa vil dog ”Mindre-
tallet” gjennem sit første Kammer og
det absolute Veto kunne hindre Udvik-
lingen fra at gaa i den Retning, som
det ikke billiger.
Folkets Indflydelse paa Valg
af Styrelse fra Øverst til Nederst
skal søgøes hindret eller svækket; ti ifølge
Novemberlæren maa de, som styres, ikke
vælge sine Styrere. Enhver Lov og
ethvert Lovforslag, som har trukket i
denne Retning, maa altsaa afskaffes eller
omarbeides. Bispeloven gjælder kun
Præsterne, saa den kan maaske faa staa
i Ro; men dens Konsekventser maa ikke
drages. — Derfor ingen Præstevalglov,
ingen Lensmandslov, ingen Underoffi-
serslov, og endnu mindre Lovforslag,
som gaar endnu videre i den ”samfunds-
opløsende” Retning, som nu en Tid har
raadet her i Landet og som hviler paa
”det ugudelige Folkesuverænitetsprinsip”
og paa Læren om, at de Styrede selv
har Ret til at vælge Styrere.
Stortingets Magt maa stærkt
beskjæres. Vi skal angaaende dette
Punkt sitere ordret efter Høirepressen:
”Straks ved Stortingets Sammentræden
maa det tilkjendegives, at Prolongasion
ikke vil blive meddelt udover til Eks.
lste Mai. — Parlamentariske Kommissio-
ner vil selvfølgelig ikke faa Diæter ud-
betalte. — Stortinget maa ..... ikke
anvende Tiden til opslidende politiske
Debatter, der ingen reel Nytte gjør,
men vel virker opbidsende og agiterende
paa. en stor Del af Befolkninzen”.
Saa staar der med rene Ord i Høi-
repressen. I vor Tid vover man at byde
Folk slikt. Det er en ordentlig Mund-
kurv, man vil lævge paa Nasjonalfor-
samlingen. Ingen politiske Debatter.
De gjør ingen Nytte. De ophidser og
opagiterer Folket. Nei, vi vil tilbage
til de gamle, gode Dage, da al Tale og
Skrift blev censureret. Fn Gang imel-
lem kan saa gode Høire-Prester holde
politiske Prækener, og strækker det ikke
til, saa kan man i 100,000 af Eksem-
plarer omsende Trontaler, Budstikker og
anden sund og god Oplysning.
Naar Høire har voyet allerede nu
at udtale sig saa reaksjonært som navn-
lig med Hensyn til Ønskeligheden af
Kapsun paa Stortinget, saa forstaar En-
hver, at det, om det Parti faar Magten,
ikke vil vare længe, før Tale- og
Skrivefriheden bliver betydelig ind-
skrænket. Den er jo efter det ”oplyste
Mindretals” Mening saa saare farlig; den
er ovenikjøbet saa unødvendig. En god
Formyuderstyrelse bestemmer bedst og
tryggest, hvad der bør tales og skrives.
Det Øvrige tjener blot til at ”ophidse
og opagitere en stor Del af Befolknin-
gen.?
Karl Johan skreiv den 7de Oktober
1814 i eit Brev til dei svenske Kom-
missærarne:
”Uden Tvil vil vore Børn faa meget
at gjøre med at iværksætte den ende-
lige Sammensmeltning af de to Folk;
men det kan være politisk klogt ogsaa
at overlade dem noget at udrette med
Hensyn til sine indre Anliggender og
derved give deres Fædrelandskjærlighed
og Ånstrængelser en lignende Retning
som Fnglændernes i deres Forhold til
Skotland. — — Dersom I tror, 1nine
Herrer, at jeg nu og i den kommende
Vinter vil kunne forføie over 40,000
Mand og i det mindste 6 Millioner
Rigsdaler i Penge, hvilket uundgaaeligt
behøves for at føre en Krig i 6 Maa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
