kunstnerisk værk til fremstilling af et filmværk, er erhververen pligtig til inden rimelig tid at indspille værket og sørge for, at det bliver gjort tilgængeligt for almenheden. Er værket ikke indspillet senest 4 år efter, at ophavsmanden har udført, hvad der påhviler ham, har han, hvis ikke andet er aftalt, ret til at hæve aftalen, beholde modtaget honorar og kræve erstat- ning for skade, som ikke dækkes af honoraret.“ Reglen omfatter såvel filmatiseringskontrakter i snævrere for- stand som tilfælde, hvor der skabes umiddelbart for filmen. Det fremgår af motiverne s. 152— 53, at initiativet til forslaget er kommet fra de svenske filmforfatteres organisation. Det hævdes, at sådanne bestemmelser efter de indvundne erfaringer må anses for påkrævede. Det siges iøvrigt mot. s. 153: „Reglen svarer i sit hovedindhold til den angående det samme problem for forlags- kontrakter opstillede regel, se § 34. De samme bevæggrunde, der har ført til reglerne i § 34, ligger også bag ved nærværende regel i § 39, og der kan derfor henvises til motiverne ad § 34.“ Det er imidlertid næppe rigtigt uden videre at overføre reglerne om forlagskontrakten på disse kontrakter, særlig filmatiserings- kontrakten, og dette sker iøvrigt heller ikke, jfr. nedenfor, for så vidt angår det danske forslag. Til forlagskontraktens begreb hører forlæggerens pligt til at udgive værket (første gang). Overdrages ret til udgivelse af et værk i bogform, uden at erhververen for- pligter sig til udgivelsen, foreligger ingen forlagskontrakt. Forhol- dene er derhos så forskellige, at man ikke kan slutte analogisk fra forlagskontrakt til filmatiseringskontrakt, jfr. ovenfor. Det viser sig da også, at det danske forslag, der i § 34 indfører en præceptiv regel vedr. forlagskontrakten, her nøjer sig med forslag til en de- klaratorisk regel. Om denne forskel udtaler de danske motiver sig ikke, skønt denne afgørende forskel netop viser, at bevæggrundene ikke kan være de samme. At der her er hjemlet en egentlig retspligt til at indspille film- værket og offentliggøre det, fremgår af bestemmelsen om, at op- havsmanden ikke blot kan hæve (få ophavsretten tilbage) og be- holde modtaget honorar, men også kræve erstatning for skade, som ikke dækkes af honoraret. En regel om ophavsrettens tilbagegang til ophavsmanden og ret til at beholde det betalte honorar, såfremt erhververen ikke udnytter retten, er naturlig, og den er en simpel følge af de kontrakter, som nu sluttes, idet de netop er tidsbe- F orlagsrclten 18 273