Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Fra Kaptejnens. Dagbog.
forstå, at de er dyr — for derved at komme
på bedre tanker, som det lader — og han
anförer videre som bevis for sin påstand, sat
hvad som heeender menneskens börn, det haen-
des og dyrene, som disse dö, så dö og hine,
og de have alle ens ånd, og mennesket haver
ingen ypperlighed fremfor et andet dyr, thi
det er alt forfeengelighed, og de have alle et
sted».
End videre har man i nogle gamle, ara-
biske böger fundet vidnesbyrd om hans dybe
forståelse af dyrene, og aut det var denne
edle omgang han skyldte sin visdom antydes
jo allerede i hans ord: »Gak til myren og
bliv vis!»
Tillige foreligger der enkelte fortolk-
ninger fra dyrenes sproggruppe, thi den stör-
ste vismand forstod fuglene under himmelen
og de andre dyr, og man får et levende ind-
tryk, navnlig af de vingede skabningers op-
höjede standpunkter, der undertiden er far-
vede af en livslede, der vistnok som hos Sa-
lomo selv, er en fölge af menneskekundskab.
Skogduens vemodige kurren vil således
efter Salomo sige så meget som: Ak, om jeg
ikke var skabt! Den almindelige due sukker:
Alt forgår! En svale hviner forbi og nynner:
gjör godt, du vil finde det igjen. Hanen
vekker og advarer: Tenk på skaberen, I
letsindige mennesker! Om örnen forteller
Salomo, at den ser foragtelig ned på vor
rastlöse ferd: »Om du lever nok så lenge
du jordens sön, din ende er dog döden!»
Ravnen kommer fornemt sejlende, for-
svinder bag horisonten, i det den gjentager,
hvad den altid har sagt, »at fjernt fra men-
nesker er der hyggeligst!»
Disse ravnens ord har gjort serlig ind-
tryk på mig; jeg er så forbandet enig med
den og har altid fundet mig vel ved at liste
mig vek fra den store, forvirrede menneske-
stue ud i naturens harmoniske stel. Efter
min mening kan intet opveje en hyggelig
stund inde i skogen. Lifligt hviler man der
efter strabadsen, bedre end andetsteds, når
man - ligger og ser op i tretykningen, hvor
småfuglen tripper om på de tette grene, ven-
der sig og vipper med halen og blinker med
de klare öjne.
— Som jeg ferdes ude hender det også,
jeg kommer over mennesker, eller at de kom-
mer over mig. Og jeg tager mig altid del-
tagende af dem, udspionerar dem af min
ganske fornuft for hver gang med retferdigere
grunde" at kaste min kjerlighed på dyrene:
—- For endel år siden lå jeg hver ene-
ste höst på jagt oppe ved Stordalsjöerne. Der
var flusst med &ender, oppe i lierna kunde
storfuglen forfjamset stryge om örene på En,
.og haren kunde man möde nok så frimodig
helt ude i storvejen.
Jeg bodde fordetmeste på Holthegården
hos Martin Holthe, en af bygdens »propri-
terer» og rige mand.
Jeg havde gjort hans bekjendtskab på
jagten et år, og da det var ham, der var
herren over de lange lier og de beste fiske-
vand modtog jeg gerne siden hans indbydelser,
Jeg husker endnu tydelig den förste af-
ten jeg tilbragte i haus hus. Jeg havde vwe-
ret udover sjöen et stykke, da tågen kom og
jeg mätte bråvende; jeg havde fået båden
trukket op og vi gik langs stranden, jeg og
min hund,
Föran os tegnedes horisonten af en mörk,
tet skoglinie, der i sin blöde bölge smel-
tede sammen med de tunge skybanker til et
billede af harmonisk ensomhed. På en sten
under et rognekjer sad Tulle-Katrine og så
udover vandet. Det var en sindsvag pige,
der hver morgen kom nede fra bygden og
satte sig her. Hun virkede med ind i om-
givelsen. Då hun får se mig rejser hun sig
op og farer mig forbi. Var hun også enig
med ravnen?
Tägen sank tet, trak sig fra vandet ud-
over vejen og jorderne; der sivede et sagte,
usynligt regn fra den, der ikke gjorde or-
dentlig. våd, men gav den klamme uhyggelige
fölelse, der får En til at skynde sig hjem
mod en varm, lun stue.
Jeg gik en ben vej og kom ind mellem
tet skog. Lige öst for vejen stak en for-
reven bergknaus frem med et bögetre i et
af revnerne. Hvorledes den var kommet der
må vor Herre vide, for der fandtes ikke bög
der på bygden. Jeg måtte stanse og se på
den, som den stod og trodsig grov sine röd-
der ned gjennem den grunde jord og det
revnede fladberg under. Mangfoldig forgrenet
havde den vokset i vejret; energiske, vildt
vredne strakte grenerne sig og tög rummet
omkring i kamp — og skogen, nål med löv
i tet blanding, var stimlet op til fra alle
sider; de vilde se den fremmede,
Og pladsen var blevet trang, men bögen
havde ikke givet tabt; den havde trykket til-
side, filtret sig ind, vredet sig op; — men
den kunde ikke grönnes, denne i en megtig
kamp afsatte forgrening. De andre stod for
ya
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
