Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
Fra Kaptejnens Dägbog.
han måtte tage sig af det gamle menneskes
opdragelse. Og var Han hårdhendt og höj-
röstet, så var jo også hun så egensindig og
så döv.
Men en af hendes störste lidelser var,
når nogen talte höjt til hende — og en af
mine, når hun böjede sit store öre helt ned
mod min mund,
Jeg er ikke så döv, som De tror!» sagde
hun altid blidt.
I dethele tålte hun ikke at mindes om
virkeligheden.
— En gang jeg kom der, var hun strö-
get til Kristiania. Hun hävde veret så uhel-
dig, sagde propriteren, at få en portion af
et legat for trengende, ugifte fruentimmer,
som hun havde sögt uden hans tilladelse.
Og da var det forbi med den siste smule
fornuft. Nu lå hun derinde og spilte violin,
otte timer om dagen. Hun havde opdaget,
at det var violinen, der havde ventet på hende,
og hun havde sagt, at hun aldrig mere kom
til bygden:
Propriteren gned sig i henderne og lo
af tante Lillas kunstnerliv, men var ikke
sikker på, at han ikke endnu en gang kunde
få hende 1 sit bröd:
Så kom jeg ikke der til bygden på nogle
år. Jeg måtte slide min lengste tid i men-
neskernes kjedelige stuer af de forskjellige
slags, mens naturen stengte sine for mig.
Thi det går til der som andetsteds, det
er min stadige påstand. Går man ikke len-
ger daglig ud og ind, bliver man igjen en
fremmed; dören er ikke lenger åben, man
må banke på og-er ikke altid vis på at treffe
nogen hjemme; og det kan hende at man
kan sidde der og må pakke sammen og gå,
uden at man fandt igjen den gamle, hjemlige
stemnig.
— På en: forretningsrejse faldt da en-
gang min vej gjennem de velkjendte trakter.
Jeg forsömte ikke at hilse på min forige
jagtkamerat. Han gik heller ikke lzenger på
jagt; han havde fået gigt, var blevet tyk og
holdt. sig mest inde.
Som vi sad og passiarede om gamle
dage, bröd en violintone ind, så flere efter
den. Det hörtes i en afstand, som nede på
udhusbygningerne, Min hund, der altid har
vist sig inderlig umusikalsk, eller efter min
opfatning det modsatte, satte i et hyl.
Propriteren så på mig og lo, så hans
mave hoppede op og ned foran ham.
»Det er tante Lilla!» udbröd han tilsist.
»Hun kom da igjen!»
»Det ulykkelige menneskel» indvendte
jeg.
»Passiar!» afbröd han brutalt; »det er
s’gu verst for dem, der skall trekkes med
en slig indretning, — Hun spiller Gud for-
syne mig, så hverken folk eller dyr kan
berge sig; den store, grå hankatten dernede
kommer hid; når hun spiller. — Var det
ikke for Gittas skyld tälte jeg det aldrig,
gudbevars, men de stakkars fruentimmer er
så forbandet ömskindede — — —»
Han stoppede sin pibe.
»Ja, De må vide, den violinhistorie stod
på et års tid; men så vilde ikke pengene
lenger, — — og så skjönte hun vel for
fanden, at det kunde ikke gå. Så måtte hun
tigge kjöndt om at komme igjen. Gitta, stak-
ker, var straks ferdig, men jeg var ikke god.
Og da hun fik komme tilslut, så var betin-
gelsen: uden violin, sagde jeg.
I det förste, far, så var hun sgu meget
bedre end nogengang för. »Du skal se, hun
har raset ud!» sagde jeg till Gitta -— —
violinkuren var god! — — Men så kom der
en anden rid på hende, som mneesten var
verre; — — hun blev forelsket, far, ikke
bare sådan håblöst smegtende som i Dem;
hun blev rent styren for os!»
Propriteren lagde sig tilbage i en lang,
magelig latter; men jeg var blevet ganske
uhyggelig tilmode. — Han vedblev: Det var
vor nabo, den röde Per Haagen, som blev en-
kemand, og med dette skjönne mål för öje
var. det tante Lilla satte sina krefter i be-
LAG . 3
vegelse. Han sad igjen med to jentunger
og tante Lilla broderte til de små i alle bre-
degrader; hun spillede med den ene af dem,
og hun musicerede for manden selv i aller-
höjeste grad. — Tilsist så det ud på den
koldsindige Per, som om kviksölvet steg —
og tante Lilla var styren.
Men da vejret var gået op til en vis
höjde gik det ikke lenger, og hvad så tante
Lilla fandt på, blev ikke Per blideret Hvad
er nu legekunsten, sagde potten, den gik i
knas!» Og propriteren tog sig igjen en latter.
»Så her i våres går manden bort og gil-
ter sig — — og så kommer Gud fordömme
mig violinen for en dag! Hun havde den på
kistebunden alligevel! Men Gitta, stakker;
tiggede og bad, at jeg måtte ikke sige noget
til hende, for hun havde det ilde nok! —
Så lidet kan gjöre det, sagde troldet, han fi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
