Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
313
Dec. 1886 i Anledning af Henrik Pontoppi-
dans »Mimoser»:
s»Han (Henrik Pontoppidan) tvivler, om det er
nyttigt at gjore Kvinderne til yderst fölsomme Mi-
moser, saa lenge Miendene er saa haardhbicndede
eller -rettero, naar Naturen har skabt Mandene af
saa skrobeligt Stof.» ;
Samtidig udtales, at Kvinder, i alt Fald
saa henrivende Kvinder som de to i Mimoser;
er skabt til at lyksaliggjore — maaske flere
Mend. — Og da Egtemanden i Minmoser
»lyksaliggjor» flere Kvinder end sin Hustru,
og: Hustruen derfor forlader ham, lader E. B;
Digteren sporge: »Er der nogen Mening i
dette»? og svarer selv: »Nej, naturligtvis er
der ingen Mening deri.»
Endelig skriver. Socialdemokraten den
5:te . Februar dette Aar i Anledning af Arne
Garborgs »Mannfolk».
»Hvad har uoge Mend med Mands Krav og.
Mands Ret at vente af den for Haanden verende
Samfundsordning? "Ja — naar de selvstendig tre-
der ud i Livet efter en Ungdom oftest tilbragt under
adelaggende Strid med ophidsende -Fantasior, saa
staar kun disse Alternativer dem aabne: at gifte
sig — hvis de har Raad til at forsorge en Familje,
og hvor maage har det? — a: at binde sig for Livs-
tid til et andet Menneske, at swlge sig som Bjendom;,
at. slutte Kontrakt om Folelser og Viljer, at lngge
Politibaand paa en Naturmagt; — eller at grunde
et frit Forhold, 2: et saakaldt utilladeligt, et illegi-
timt, som en dannet Kvinde i Reglon er for bunden
og for bange til at turdeindgaa, og som en Kvyinde
af Folket mangler Forstaaelsen af: hun er bunden
paa sin Vis verre og dybere end Damerne paa sin,
thi hun betragter det endnu ide fleste Tilfelde som
ot Fald, som en Slags Prostitution; disse Omstän-
digheder berover ogsaa det fri Forhold sin Skjönhed.
Endelig er der den tredje og almindeligst fulgte
Udvej; de lose og flygtige Forbindelser med Alle-
maniuspiger, tilsyneladende saa billig kjobte, men
meget hyppig skebncsvangert dyrekjobte — hvad
er det ikke: for:en slenr Syge, de medicinske Stu-
denter. sidder og taler om paa Kaféen i sidste Ka-
pitel af »Mannfolk»? Men det er alligevel den, de
fleste unge Mend er nodte tilat slaa ind paa — hellere
hin Risiko end "Afholdenhed, det er et i og for sig
ganske naturligt Rasonnement ; Men de faler det
stygge og. utilfredsstillonde i denne Levemaade —
og det er denne Folelse, som bringer on af Bögens
Personer til et mismodigt Ojeblik at udbryde: >Ja,
vi er nogle Svin.” Vi er Svin. Men hvad Satan
skal: vi gipre?> Nej — hvad skal de gjore? det er
netop, Sagen.
Og videre hedder det, stadig om Mien-
dene; i Garborgs Bog:
Deres. slemme Skaebne er det affaldsagtige Kjons-
liv, hvortil den officielle Moral henviser dem, der
endnu ikke onten kan eller vil lade sig paatrykke
MWgteskabets livsvarige Stompel— et Kjonsliv om-
tumlet mellem : Prostitutionens og: de.saakaldte For-
forelsors betalte og sterkt blandede Nydelser, alt
under kengselsfulde Blikke til de virkelige Kvinder
bag Konveniensens og Askesens omhyggelige Bur-
tremmer. Men /Prisen’ paa en af’de Fugle er Gifter-
maalet — og derfor ender det i Reglen ogsaa med,
at man efter det bevmgede Friluftsliv maa sette sig
pent til Retto paa PWgtepors Pind, den man trods
adskillig Basken med Vingerne ikko mere förlader.
De vil se, at Lighedsfordringen, som
den fremkommer i de Udtalelser, jeg her har
givet dom, begrundes paa dobbelt Maade: der
soges Stotte for dens Berettigelse dels i Man-
dens Natur og dels i Kvindens. Snart hedder
det: Det er nedvendigt for Manden med hans
uimodstaaelige sanselige Drift, at Kvinderne
— Kulturkvinderne — bliver mindre kyske,
og snart: Det er nodvendigt for Kvindernes
Helbred og Aandskraft, at de opgiver deres
Kyskhed, som kun er Unatur og Tvang.
Lad os se lidt nermere paa disse to
Begrundelser af den samme Fordring.
Mandens Natur fordrer, at Kvinden bliver
anderledes. — Det er en vanskelig Ting for
det ene Kjeon at tale om det andet Kjeons
Natur; men umuligt er det dog ikke. Meen-
dene taler vel ud fra deres Forstehaandskjend-
skab til Kwinder; vi Kvinder — i alt Fald
de ugifte blandt os =— stotter o8 ermest
til de Bekjendelser, vi har fra Mend, snart
i Fortellingens og Romanens, snart i Afhand-
lingens Form, og som stadig voxer i Tal
Jeg vil kun nzeyne nogle enkelte: Strindbergs
»Dygdens lön» og i det hele taget Fortgllin-
gerne i »Giftas», baade I. og IL Del, Geijer-
stams »Erik Grane» og Arne Garborgs »Mann-
folk» — De vil selv kunne fortsatte Rekken.
Disse Bekjendelser forteller os det samme,
som wvi horte forledon i Folketinget: Kjons-
driften er uimodstaaelig, Mendene maa til-
fredsstille den i en tidlig Alder; gifte sig
kan eller vil de ikke, altsa er de hjemfaldne
til lose Forbindelser; saadan er nu deres
Natur.
Vi kan nu sette saa stort Sporgsmaals-
tegn, vi vil, ved dette Ord »Naturs, og vi
kan troste os. saa godt, vi formaar med, at
vi baade har hort og least Bekjendelser af
ganske det modsatte Indhold, én Ting staar
dog fast: en hel Tids Litteratur har ikke som
sit. Hoyvedindhold én bestemt Side af Livet,
én bestemt Klage, ja, jeg fristes til at sige
ét ’bestemt Skrig, uden at der findes noget
tilsvarende i Virkeligheden. —— Og det nytter
ikke, at vi tier og trekker paa Skuldrene —
det har vi lenge nok gjort; og det nytter
heller ikke, at vi oplofter et Klageraab over
Tidens Usedelighed — den Kjendsgerning
lader sig vistnok hverken tie eller klage bort,
at enten det er Mendenes virkelige Natur
eller ej, saa rorer der sig for Tiden et vold-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
