- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 3. årg. 1888 /
165

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Framåt.

165

ikke tage til Takke med Stumper og Stykker;
kun den, der forlanger Retferdighed fuldt ud,
elsker den.

Mine Venner, lad os slutte os sammen
i tette Raekker om vort Losen, Frihed og Lig-
hed paa alle sociale Omraader. -— Kampen
vil blive haard, mange vil falde, og mange
vil svigte, men op af den jordbund, der er
gadet med Blod og Taarer, vil der vokse en
Grode,; kraftig og frodig som aldrig för. —
Et Leve for den gryende Dag for de Magres
Sejer over de Fede».

Der udspandt sig en livlig Kamp mel-
lem Publikum, Hyssen og stormende Hurra-
raab med Fremkaldelse af Taleren. »Kom
her ud Du ungudelige Landsforrzeder, Hund!
saa ska vi ta og dovne Dig», raabte et Par
Fiskere.

»Ja, naar vi forst har hamret Jer gamle
Selhunde til Klipfisk, kan I tenke paa at
röre ved ham», svarede nogle unge Smede-
svende og trengte ind paa Fiskerne med
knyttede Naver.

»Hvad har han sagt om Landsforrgederi
eller” Ugudelighed, I Kyegpander! tag Jer i
Agt, at I ikke bliver stillet for den retferdige
Hojesteret for Jeres Munds Skyld. Naa, nu
skrupper de af, det er de faa, der viger for
de mangel»

»Ja, han kan vere god nok, han, og Ta-
legaver det har han>, sagde en Arbejdsmand,
>men han har jo ikke sagt os et Ord om,
hvordan vi skal forholde os, han pirrer bare
og stikker til os og gor os endnu mere gal
i Skralden end vi er i Forvejen, og hvad kan
det saa nytte. Aa Gud ja!»

»Hvad det skal nyttes, sagde hans Kone
gnavent, »det siger Du altid Soren, fordi Du
ingen Karakterstyrke har, fordi Du er et Skrog,
Seren, det skal nytte til, at vi ikke lenger
skal slide og. sleve, det horte Du jo. Der-
som Du nu ikke er en Pjalt; saa gaar Du i
Morgen op til Herskabet paa Gaarden og siger,
at Du vil have storre Lon og mindre År-
bejdstid.>

»Og dersom de. saa siger nej, hvad saa?
hvad ska saa vi og Ungerne leve af?s

»Saa slutter vi os sammen i taette Raek-
ker og knubser dem, Du!» svarede hun
energisk.

Kom her ind med os Hr. Rosen og lad
os takke Dem for Deres smukke Tale ved en
Bajer eller et Par Toddyer», hviskede en af
de fikse unge Damer og sendte Aftenens Helt

et omt Blik, da han gik forbi hende. Han
nikkede hurtig og skodeslost til hende og gik
hen mod den Krog, hvor Magdalene stod;
men Damen fulgte efter og tog et fast Tag i -
Armen paa ham. »De kan jo tage Pigebarnet
med, hvis De ikke kan undvere hende saa
lenge; Deres gamle Veninde skal saameend
ikke kradse Oinene ud paa Deres nye Ke-
reste — hun saa noget blegneebbet og stor-
snudet ud, men det skal vi nok kurere hende
for, nu da vi alle skal vere lige.»

Han skod hendes Arm lempeligt bort,
»gaa tilbage til de andre, Therese, jeg skal
komme til Jer, naar jeg har fulgt denne ..-.
denne Dame hjem, gaa nu, herer Du lille
Therese»,

Dame! hun slog en hej skraldende Lat-
ter op, Dame, jo hun er vist en ken en, siden
hun vil have noget med Dem at gore, —
men gaa bare med hende, jeg er heldigvis
ikke forlegen, her er gentile Folk nok endda.»

Den milde trette Foraarsregn faldt blodt
over Jorden, der taknemmeligt indsugede dens
forfriskende Kolighed. Jorden havde levet i
Langsel under Solens hede Brand, den var
sygnet hen ved Blestens haarde egoistiske
Tag, og Nattefrosten havde knuget det spi-
rende Liv i dens Skud, Regnen kom som Be-
frieren, der gav den dens Ungdom og Frugt-
barhed tilbage.

Der steg som et Suk af Velvere gen-
nem lhyer lille Blomsterkalk, Gresset skyndte
sig at gro, man kunde nesten here, hvor
travlt det havde, og Knopperne paa Treerne
sprang ud i Nattens fugtige Stilhed, saa de
kunde staa grenne og fine, til Dagen kom.

Magdalena og Rosen gik tavse hjemad
fra Kroen. Han havde taget hendes Arm og
holdt hende saa tet og fast ind til sig, at
hun syntes, hun kunde fele hans Hjertes
Slag. En Gang imellem standsede han og
trak Vejret dybt og tungt, som om han vilde
suge Luftens unge, friske Krefter til sig i et
eneste hurtigt Drag, men det var for tung
og kraftig Kost for hans sygelige febrilske
Natur, han fik Hoste og snappede efter Vejret.

»Jeg tror bedre jeg taaler Krostuens for-
pestede Luft end dette herre», sagde han
utaalmodig og slap Magdalenes Arm, jeg har
levet i daarlig Luft, i Snavs og Last, fra jeg
var ganske lille, derfor duer jeg ikke mere
til noget, nu passer jeg kun i Skarnet, hvor
min Moder smed mig, ikke herude, — 08

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:54:08 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1888/0165.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free