- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Første del /
399

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VÅREN OG SOMMEREN 1894.

399

ude, båret af nordenvinden. En sælsom
midsommerdag! En skulde tro en hadde nok af sneen og isen nu;
men alligevel længter jeg ikke netop efter grønne lier,
ialfald ikke altid. Tvertom kan jeg jo sidde lange
stunder og lægge op planer for turer op i isen igjen, når jeg
vel er kommet tilbage ... Ja, jeg ved hvad jeg har nåd,
og vel så nogenlunde hvad der venter, jeg kan nok

lægge fremtidsplaner; men der hjemme–? Nei, jeg

er ikke oplagt til at skrive i kveld; jeg vil gå til køis.»

«Onsdag den Ilte juli. Bredden er 81° 18,8’.
Endelig igjen sydlig vind, så det er slut med driften
sydefter for denne gang.»

«Men nu længes jeg næsten tilbage til polarnatten,
til stjernernes evige underland, med det åndeagtige
nordlys, og månen seilende gjennem den dybblå
taushed. Den er som et syn ind i drømmenes tågelette
verden. Ingen former, ingen tung virkelighed; et syn
vævet af sølv og æterens fiolblå farver, løftende sig
fra jorden, svømmende ud i uendeligheden. Men
denne evige dag, med sit overmål af pågående
virkelighed, den interesserer ikke længere, den lokker ikke
ud af hiet. Det er en uafladelig rastløs ilen fra ett
arbeide ind i det andet; alt skal gjøres, og intet
forsømmes, uge efter uge og dag efter dag, og
arbeidsdagen er lang, den er sjelden slut før længe efter
midnat. Men igjennem alt den samme følelse af savn

o

og tomhed, som ikke må merkes. A, men stundom
er den ikke til at holde borte, hænderne synker
viljeløst — så træt, så usigelig træt! Ak, livets fred skal
jo for de hellige mænd være at finde i ørkenen: her
er sandelig ørken nok; men freden — nei, den
kjender jeg ikke; det er vel helligheden som mangler.»

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/1/0447.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free