Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
FRED
Salmebok; Anna sat ut i Kammerse med Døri paa
Glytt, og det var so vent at ho grét; men Enok
forherda seg. „Ein lydende Malm og en klingende
Bjelde ... er det for meg no," sagde han. „Det
gjeng inn i det eine Øyra og ut or det andre; det er
kje til meg." — „Det er Djevelen, Enok," sa Lars;
han vart sjølv rædd. „Du vil daa kje høyra meir paa
Djevelen enn paa din eigin Frelsar?" — „Det er kje
til meg; det er kje til meg." — „Men du hev daa
Lengsla ? Du vil daa gjerne ha det godt med Frelsaren
din?" — — „Eg vilde nok gjerne ... ha det godt."
„— med Frelsaren din ja; ja ser du det! Du maa
kje gje deg yvi, Enok; du maa kje gje deg yvi; Trui
er i den Lengsla, og Gud vil kje slukke den rygende
Hør; det veit du!"
Han tok Johan Arndt og las høgt for Enok um „de
høie aandelige Fristelser".
„Først skal man vide, at Sjælens Bedrøvelse kommer
fra Gud; thi 1 Sam. 2, 6 staar der: Herren er den
som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede
og fører op igjen. Dette Helvede, hvorudi Gud fører
et Menneske, er fornemmelig den aandelige Bedrøvelse
og Sjælens Trøstesløshed. — I saadan Nød bliver et
Menneske saa dybt nedstyrtet i Vantro, at det ikke
kan blive sin Tro var; al Troens Kraft sammendrages
da ligesom i en Prik og i et usigeligt Suk, hvori dog
Troen selv uvidende er skjult og forborgen. -— Og
omendskjønt et Menneske i slig Angest, Pinsel, Marter
og Forskrækkelse ofte er utaalmodigt, ja vel taler eller
tænker det som er for Gud bespotteligt og uværdigt,
saa tilregner Gud det dog ikke; thi det sker imod ens
Vilje og er den høieste Prøve, hvorved Gud renser og
lutrer os . . ."
„Ja desse Ordi hev vori meg til Hjelp so mang ein
Gong i dei siste Aari," braut Enok av; „men no er
det berre Snakk. Kling og Klang og ei lydende Bjelde."
Lars tigga og bad han, at han ikkje maatte gjeva upp;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
