Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Ludvig Holberg (1684–1754)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg
179
de to Køn, som er paa Tapetet, hvor Tjenestepiger
og Gaards-kaiie, Tyende og Bønder, Smaaborgere
og Haandværkere, Proprietærer og Skuespillere,
Pudsenmagere og Skøger og gamle Kærlinger fører Ordet
frit; han bruger med fuld Dristighed og Hensynsløshed
Sproget fra Datidens Gader og Dagligstuer, ja fra
dens Borgestuer og Køkkener; ikke saaledes, at man
nogensinde faar Indtrykket af, at han selv har været
en stærkt sanselig Natur - han er det saa lidet
som en ømt erotisk - men saaledes, at man føler den
humoristiske Iagttager, der véd Besked, og som, selv
i sit Tankeliv ude af Spillet, ser ned paa den hele
besynderlige Færd med højst aarvaagent Blik for dens
komiske Sider, altid rede til et Smil og en Spøg.
Meget lærerigt er det nu at se, med hvilken Bestemthed
Holberg, som først henad sit fyrretyvende Aar begynder
at skrive Skuespil, i den store Retsstrid mellem
Ungdommens Drifter, dens forelskede Hang og dens
Fornøjelsessyge paa den ene Side, og saa Alderdommens
Strenghed, dens formanende og prækende Afmagt, og
dens Alvor, der former sig som Vrantenhed, paa den
anden, overalt og haardnakket paa ethvert Punkt tager
Ungdommens Parti. Hør Leonard i Mascarade:
«Han vil nok blive ærbar, Svoger. Vi har jo været
ligedan i vor Ungdom, og ikke vendet Verden Ryggen,
førend den ven’dte os Ryggen. Dersom vi bleve ligesaa
friske og muntre igien, som vi var for 20 Aar siden,
gik vi paa Mascarade igien; naar vi forfølger vore
Børn for de Vellyster, som vi selv udi vor Ungdom har
øvet, men nu ved Alderen ere blevne ubequemme til,
lader det, som vi giør det af puur Misundelse. Det
lader for os, ligesom een, der har Liig-Torner,
og derfor fordømmer Dantzen*.
En moderne nordisk Digter, der skrev i Holbergs Alder,
’vil.de i Regelen tænke og tale hverken som hans
Henrik eller som hans Leonard, men som hans Jeronimus,
hvor denne er værdigst. Men Holberg staar højt over
dette sit Kreatur. Man læse i Diderich Menschen-Skræk
Scenen mellem Jeronimus og Henrik.
Henrich.
Maa en Far ikke glæde sig ved, at hans Søn træder i
hans Fodspor? Har ikke Hr. Jeronimus selv fortalt,
at han var ganske gal af Kierlighed til et fornemme
Fruentimmer udenlands?
Jeronimus
lofter sin Stok.
Tør din Hund bebrevde mig, at ...
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
