Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408 Carsten
Hauch
nem Begejstring for Historiens Gengælden i
ren Almindelighed eller gennem blotte Forslminger og
Forsøg i Sjælekundskab.
Gaar vi Hauchs enkelte historiske Arbejder nærmere
paa Klingen, da ser vi allerede i hans Ungdomsværker,
Tiberius og Bajazet, Digterens Kulde overfor Æmnet
foraarsage, at der ikke bliver noget Drama ud af
Stoffet. Vi ser flere forskellige Menneskenaturer
blive omhyggeligt studerede; men ingen af dem
har noget aandeligt Indhold, vi bekymrer os om,
eller overhovedet noget aandeligt Indhold. Vi
Nutidsmennesker lever et Hjerneliv. Det blotte Skue af
Ondskab og Voldsomhed, repræsenterede af forskellige
Personer, har intet Fængslende for os. Dramet
behøver en Kamp, men en Kamp, der ikke føres om
Ideer, underholder os ikke mere end et almindeligt
Væddeløb. Mellem Bajazet og Tamerlan er der ingen
anden aandelig Modsætning end den, der er mellem Høg
og Høg. Dramets sande Titel vilde være den simple:
Høg over Høg. Bajazet er grusom og vild, Tamerlan
det samme, men i saa meget højere Grad og med en saa
meget plumpere Raahed i Sind og Væsen, at Bajazet i
Sammenligning med ham kommer til at repræsentere en
Art Dannelse. Og hvor lidet lykkes det saa disse i
Jamber talende Herrer at overbevise os om, at de er,
hvad de giver sig ud for: Tyrker og Tatarer, Bajazet
og Timur! Hvem tror det?
Som Olding optog Hauch et Æmne, der allerede i hans
Ungdom havde sysselsat ham: Juliahus Apostata. Hvis
nogen-steds, saa var her vel et Stof, der maatte
tvinge Digteren til at sætte sit Væsen ind. Gør
han det’? Ingenlunde. Julian har som Æmne været
en af Romantikernes kæreste Kæpheste; Eichendorff
f. Eks. opbrændte i sin Julian (1853) det hedenske
Kætteri «paa et Baal af duftende Rosentræ*. Den
store Frafaldne, der af Voltaire bestandig blev
forherliget som Kristendommens Bekæmper og den nye
Tids Bebuder, blev som bekendt af Strauss stemplet
som Romantikeren paa Tronen og spottet som den,
der forgæves havde villet holde Historiens Hjul
tilbage ved Genindførelsen af den forældede hedenske
Gudsdyrkelse. Underligt nok! Hauch stiller sig næsten
ganske paa Voltaires Standpunkt; hos ham er Julian
den ædle Helt, .den store Kriger, den dygtige Kejser,
hvis tragiske Fejlgreb har sin Aarsag i et aandeligt
Fejlsyn paa Kristendommen. Men Hauch behandler Stoffet
uden Lidenskab; det er mod sin Vilje, at han lader
Julian aflokke os Deltagelse, og for at læge de Saar,
som Heltens udogmatiske Tale kan have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
