Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - B. S. Ingemann (1789–1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
B. S. Ingemann
Denne Christus er ikke den lidende, og ikke den
strænge; det er Barnets Ven; Fredens Fyrste: «Guds Søn
har os saa kær; han er Børnevennen stor». De yngste
af disse Engle, det er yndige Børn; de tænker ikke;
deres Liv er et evigt Smil: «Englene sjunge om Barnet
saa smukt - Han har os Himmerigs Dør oplukt - Salig
er Englenes Sang». De ældre er kraftige Lysskikkelser
med en endnu stærkere lysende* Glorie om Panden:
«Lysets Engel gaar med Glans - gennem Himmelporte. -
For Guds Engles Straaleglans - Flygte alle Nattens
Skygger sorte». Deres Vinger flamme. De have Bannere i
Haanden, naar de gaar deres Sejersgang gennem Verden
og jager Mørket foran sig: «Solenglen svinger Lysets
Flag - Vandrer til fjerne Lande - Ham følger Liv og
Lys og Dag - bag Nattens brusende Vande».
Og alle disse rene og frie Aander bor i et Slot, der
er dem værdigt, i Aftenrødens med Guldskjolde tækkede
Slot: <Der staar et Slot i Vesterled, tækket med
gyldne Skjolde». Alt hvad Dante anede i sit Paradis og
Fiesole malte i sine Alterbilleder, er virkeliggjort
her af mystisk Pragt: «Fra Tusind Taarne funkler Guld
- Porten skinner som Ravet -. Med Straale-støtter
underfuld - sig Borgen spejler i Havet». Han har set
det; ellers kunde han ikke skildret det saadan. Der
var den Simpelhed i hans Sind, der førte ham tilbage
til den kristelige Mytedannelses første Tider. Og
derfor har han forstaaet de simpleste, mest enkelte
Naturbegivenheder som ingen anden dansk Digter: Morgen
og Aften. De har deres kristelige Sanger i ham som
deres hedenske i Shelley. Hans Morgen- og Aftensange
er uforgængelige. Hvilken hemmelighedsfuld Morgenjubel
i Søndags-morgen-Digtet: «Nu ringe alle Klokker i
Sky - det kimer i fjerne Riger», og hvilken utrolig
Morgenfriskhed i den berømte Strofe, som begynder:
«Nu vaagne alle Guds Fugle smaa, de flyve fra Reden
og sjunge».
Der er heri noget lige saa skønt og enestaaende som
i en Vedahymne eller en gammel hebraisk Psalme -
et fuldtklingende Udtryk for en barnlig og ægte
Følelse. Men en Følelse er en Sag, som har en indre
Uendelighed, og som i Reglen ikke kan genfrembringes,
naar den historisk er svundet. Ingemann har forstaaet
at genfrembringe den i dens Oprindelighed.’ Alt er
her troskyldig Mystik, ingen dybsindig og ingen
aandedrætsbesværende Mystik, men den serafiske
Mildheds Synsmaade og Følemaade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
