Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Henrik Hertz (1798–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Hertz
531
sig til hendes Tjeneste. Saaledes er da Marchesen det
bedste Menneske, hvem en naturlig Mistanke har gjort
ulykkelig og uretfærdig, hans Hustru det uiasteligste
Væsen, hvem en plump Fejltagelse har plettet, Fortunio
den ædleste Yngling, hvis Dyd vilde bestaa en endnu
større Prøve end den ringe, hvorpaa den sættes,
Ghiaretta den fortræffeligste unge Pige, der kun et
Øjeblik kommer i en falsk Stilling paa Dydens lige
Vej.
Enhver kender Historien om Fanden og Blæsten. De gik
sammen over Frueplads. Fanden sagde: «Vent lidt,
jeg skal et Øjeblik ind til Bispen», Blæsten blev
udenfor, men Fanden kom ikke tilbage, og siden den
Tid blæser det bestandig paa Pladsen.*} Faa kender
imidlertid hvad videre skete. Næppe var Vinden bleven
ene, før Dyden, som i sin Uskyldighed Intet anede,
kom gaaende over Pladsen. Her tog Blæsten fat i den,
og i sin Forskrækkelse foer den gennem Luften lige ned
paa Kongens Nytorv og ind i Teaterbygningen. Siden
den Tid har Dyden, hver Gang den kom i Vinden, tyet
til det kongelige Teater. Der har den fæstet Rod,
der finder den sit Publikum. Thi Publikum, som ikke
har de simpleste Grundbegreber om Poesi, antager det
Stykke for et smukt Stykke, hvori der ytres smukke
Synsmaader, og den Karakter for en god Karakter,
der er god i Ordets moralske Mening. Bifald gives
den Skuespiller, som har den ædle Replik, Skurken
høres med udelt Mishag, og det er endda et Under,
at Skuespilleren ikke faar Bank i Teaterporten,
naar han gaar hjem. Det vilde være følgerigtigt.»
Her tav det slette Menneske og saa’ ned for sig.
Det gode Menneske skar Appelsinen over, rakte ham det
Halve og sagde: «Du har Uret, man kan paa én Gang se
begge Sider af en Appelsin, det gælder blot om, at
man tager den fra hinanden. Hvori tror Du det ligger,
at et Stykke som dette slaar an? Du vil sige, fordi
Publikum er slapt. Det er fordi Publikum foretrækker
det Visse for det Uvisse, Fuglen, det har i Haanden,
for de ti, der sidder paa Taget, og fordi denne
Fugl, der ikke kan synge med andet Næb end sit,
endnu bestandig
*) Denne Anekdote er øjensynligt international. I
Henry Beyle’s Promenades dans Rome S. 167 staar:
En Dag, siger Sagnet, spadserede Fanden og Blæsten
sammen i Rom. Da de kom til Jesuiterkirken, sagde
Fanden til Blæsten: «Jeg har noget at gøre derinde,
vent mig herU Fanden kom aldrig siden ud og Vinden
venter endnu ved Porten.
Senere Anmærkning.
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
