- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Tiende Bind /
22

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - Iagttagelser og Overvejelser - I. Første Indtryk (1885) - II. Warszawa. Byens Ydre, Sprogforhold, Teaterforhold, Russificering, Forvisninger

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Skole var ham forment; det var Straffen, fordi han havde gjort
sig skyldig i en polsk Demonstration. Drengen gik hjem og skød
sig en Pistolkugle gennem Hovedet.

Man undrer sig maaske over, at Bestemmelser, der under
visse Omstændigheder driver halvvoksne Børn til Selvmord, bliver
opretholdte, eller at saa uskyldige Ting som Kasten af en Krans
er forbudne. Men hertil er at svare, at i Warszawa som Regel
Alt, hvad der røber Kærlighed til Sproget, er forbudt.

Det er f. Eks., saa forunderligt det end lyder, forbudt at
give Menigmand Undervisning, idet der kun tør meddeles
Undervisning paa Russisk, som Menigmand ikke forstaar. Uvidenheden
er stor; kun en Femtedel af Befolkningen kan læse og skrive.
Selv for den Fremmede, der blot bliver nogle Uger i Warszawa,
er dette paafaldende; man ser aldrig der som andensteds en
Droskekusk læsende sin Avis, ja Kuskene kender i Reglen
ikke engang Tal; man nævner dem Gadenavnet, siger, saa snart
man er kommen ind i Gaden, «Tilvenstre!» eller «Tilhøjre!» og
giver Tegn, naar der skal holdes. Paa Landet maa Uvidenheden
om alt Bogligt være overordenlig. Ikke des mindre skete det
nyligt, at en ung Dame, der paa sit Gods gav sig til privat at
undervise fire, fem Bønderbørn, fik et Tilhold fra Stedets højeste
Øvrighedsperson om straks at ophøre dermed, da han, som havde
kendt hendes Forældre, saare nødig vilde være Aarsag til, at
hun blev sendt meget langt bort, hvad upaatvivlelig vilde
indtræde, i Fald hun ved at fremture i sine Bestræbelser tvang
ham til at gøre Anmeldelse derom.

Saa tit velhavende og fædrelandselskende Folk har ansøgt
om Tilladelse til paa egen Bekostning at oprette polske
Landsbyskoler, har de faaet Afslag, og da enkelte rige Polakker tilsidst
i deres Fortvivlelse over Folkets lave Civilisationstrin gav tabt
og i den Tanke, at russisk Undervisning altid var bedre end slet
ingen, begyndte at aabne russiske Skoler, viste det sig, at der
Ingen indfandt sig, og at Bønderne foretrak Uvidenhed for
Kundskabsmeddelelse i et fremmed Sprog.

En enkelt Gang spænder Regeringen dog Buen saa højt, at
den brister. Saaledes da for omtrent ti Aar siden en Ukas
paabød, at alle Breve til Indlandet skulde have russisk Udskrift. Da
som Følge deraf Brevenes Antal sank saa stærkt, at der sporedes
en betydelig Tilbagegang i Postindtægterne, nødtes man til
at lade hin Fordring synke i Forglemmelse.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:17:33 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/10/0026.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free