Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Russisk - St. Petersborg - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
574
St. Petersborg
domsarbejder, som hænger der, og desuden
enkelte nye Billedhuggerværker af Antokolski,
som er komne til, siden jeg sidst var her. Hans
Mefistofeles synes mig for lidet frygtelig, for
svag og blaseret. Ogsaa hans Ivan den Frygtelige er
for lidt frygtindjagende. Antokolski mangler just
ikke i Almindelighed »Kraft, hans Kristus er i sin
Passivitet kraftig nok; men han synes mig paa sit
nuværende Udviklingstrin at attraa Elegance paa
Kraftens Bekostning. Man faar et dybere Indtryk
af ham, naar man ser hans ældre Arbejder hos Baron
Giinzburg, en Tid lang Ruslands største Finansmand,
der har været hans Mæcenas.
Jeg har i disse Dage maattet tænke meget paa
Giinzburg, fordi jeg har tilbragt nogen Tid med
hans ældste Søn, der kom at besøge mig og talte med
mig om gamle Dage og om Husets Skæbne. Da jeg var
her sidst, gav den gamle Baron mest i velgørende
Øjemed henved en halv Million Rubler ud om Aaret;
efter den Krise, der ramte Huset, har Familien
nu i alt en fire fem Millioner Rubler tilbage,
hvad for dem er Fattigdom. Den Antisemitisme, der
raadede ved Kejserhoffet og fandt et villigt Redskab
i Finansministeren Vysjnegradski, hidførte dette
Verdens-huses Fordærv. Man negtede dem i Krisens
Øjeblik et Laan og tvang dem til at standse. Det
var en ubehagelig Overraskelse for Magthaverne, at
de trods alle Chikaner formaaede at betale hver sit
og beholde en Del tilovers. Nu vil den gamle Baron
slet ikke mere have nogen Forretning i Rusland. Hans
Sønner har den bedste Opdragelse og det fornemste
Præg, som den Race, de tilhører, i vore Dage kan
opnaa. De mindede mig om Disraelis Helte.
I Aftes, min sidste Aften, var jeg hos Rostotzevs. De
unge Piger spillede og sang, da Samtalen stadig gik
istaa. Jeg var vemodig ved Tanken paa Afrejsen. Husets
Frue, Troldkvinden, som vi i gamle Dage kaldte
hende, mindede mig om, hvad hun for otte Aar siden
havde læst i mine Hænder, hvad jeg ret vel huskede,
da hendes Ord i sin Tid gjorde Indtryk paa mig. Hun
lever nu udelukkende for sine mystiske Studier, er
fast overbevist om alt det, hun tror paa, og har i
ethvert Tilfælde et overraskende sjælekyndigt Blik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
