Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Italien - Giovanni Verga
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giovanni Verga
119
Rids staar ikke tilbage for nogen af disse ypperlige
Digteres ypperste Arbejder. Ingen har en fyndigere
Stil, en mere knapt-sluttende Form end han.
Ved Stoffernes Art - Skinsyge og saaret Æresfølelse er
et hyppigt forekommende Motiv - minder Vergas Noveller
undertiden en Smule om Mérimée’s. I disse som i hine
er der kun et kort Stykke Vej fra Tanke til Handling,
Udgangen er hyppigt voldsom; Bøssen og Knippelen
griber jævnligt ind, og det er i Reglen Kniven, der
tilsidst skærer Knuden over. Ligheden beror imidlertid
kun paa de sicilianske Forholds Overensstemmelse med
de korsikanske eller spanske Sæder, som Mérimée med
Forkærlighed har behandlet. Kunsten her er af en helt
anden Beskaffenhed end Mérimées.
End ikke Ordknapheden er ensartet. Mérimée dvæler
gerne netop ved de Forhold, som Verga betegner i et
Par Linjer. Man kan ikke fortælle paa mere kortfattet
Maade end denne:
Hvem der turde hilse! sukkede Knøsen.
Hvis du har Lyst til at hilse paa mig, véd du, hvor
jeg boer, svarede Lola.
Og Turiddu hilste saa tit paa hende, at Santa
slog Vinduet i for Næsen af ham. Naboerne pegede
smilende paa ham og rystede paa Hovedet, naar han gik
forbi. Lola’s Mand var paa Rejse til Marked med sine
Muldyr.
Medens Mérimée har sin Glæde af Vildskaben, er det en
dyb Medfølelse, som helt igennem beaander Verga1 s
Kunst. Den dirrer gennem alle Fortællingerne, endda
den aldrig ligefrem giver sig Udtryk, Medfølelse
med den umaadelige Fattigdom, med Uvidenheden,
med Mishandlingen af Den, der gaar for Lud og koldt
Vand, med den Svage, den Forviltrede, den fortumlede
Oprørske.
Tit sætter Verga sig saa nøje ind i disse Personers
Tænkemaade, at han skriver ganske i deres Aand. Et
Eksempel fremfor alle er den gribende Historie om Den
røde Sandgraverdreng. Man agte paa en Sætning som
denne, da Moderen fører Sønnen ned i Gruben efter
at Faderen er omkommet der: «Hun græd, men Brødet
skal jo fortjenes, og et Sted skal det jo komme fra*
eller som denne om Sønnen: «Han vidste, han var en
Snavs Knægt, og gjorde sit bedste for at blive saa
slem som muligt, og skete der noget, mistede en af
Arbejderne sit Værktøj, knækkede et Æsel Benet, eller
styrtede der Sand ned i en af Gangene, saa vidste han,
at det var hans Skyld, og han tog Pryglene med krummet
Ryg som et Æsel og trak sit Læs videre som et Æsel.*
G. Brandes: Samlede Skrifter. XI.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
