Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Østerrig - III. Abbazia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Østerrig
297
hende. Sandt at sige havde hun gjort et overmaade
ringe Indtryk paa mig, om jeg end havde iagttaget
hende en Smule, fordi hun øjensynlig optog min
Bordfælle saa stærkt. Hendes Ansigt var fyldigt,
hendes Pande lav, mere stædig end forstandig; der
var noget mørkt, strengt eller trist ved hendes Blik;
hun smilte hverken med Øjnene eller med Munden. Hun
talte yderst lidt til sit Selskab, men spiste med en
Alvor og Opmærksomhed, som var selve det at spise
for hende en saare vigtig Sag. Om Formiddagen drak
hun et Par Glas simpel Landvin fra Øerne her, dog
blandede med Vand; ved Aftensmaaitidet drak hun kun
Mineralvand. Naar hun sad ned, gjorde hun i ingen
Henseende noget mærkeligt Indtryk; men naar hun kom
ind i Spisesalen eller gik. blev man slaaet af hendes
Skikkelses Skønhed. Hun saa ud til at være henved 30
Aar gammel og var saaledes ikke lidt ældre end min
unge Officer, som lige havde fyldt de 24. Hendes hele
Væsen var koldt, indesluttet, tillukket og i høj Grad
dameagtigt.
En mørk Aften, da Vejret var særlig smukt, og da
Kong Georgs Skib ude i Havnen, fuldt illumineret
med talrige Lamper langs Skibssider, Master og
Ræer, gav Ens Øjne et glimrende Hvilepunkt, aabnede
Honved-Officeren mig sit Hjerte, medens vi sad paa en
magelig Bænk ude paa den sydlige Spaserevej. Der var
intet Menneske, som saa sent kom forbi, saa han talte
højt. Og - forunderligt nok - fra det Øjeblik, han
begyndte at tale om sin Tilbedte, skiftede hans Stemme
Karakter og fik en ny, dybere Klang, der var mig
fremmed, medens den af og til dirrede i Lidenskab:
«Har De set hendes Mund? Har De opfattet, hvor
forskellig den er fra alle andre Munde, De kan have
set? Først dens Farve. Den er Purpur, og de smaa,
hvide Tænder bag dette Purpur skinner dobbelt
dejligt. Saa dens Form. Dens Tegning er ideal,
og disse Læber svulmer som Puder Endelig hendes
Skikkelse. De kender den jo ikke som jeg; men det
er Venus selv, Venus siger jeg Dem, dejligere, mere
sansebetagende, end hun nogensinde steg op af dette
Vand. - Hun har elsket mig, forstaar De, elsket mig
i fire Aar. Vi saas først i Budapest, hvor hun gik
under Navnet den dejlige Enke. Siden er hun i al
Stilhed kommet til mig, hvor i Ungarn jeg end har
ligget i Garnison. Fire Aar har jeg levet i en Rus
af Lykke. Fra det Øjeblik af, hun kastede sine Øjne
paa mig, har jeg ikke set til
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
