Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 Begrebet: den
tragiske Skæbne
Helte og derfor ikke heller godt at kunne regne
dem til Last) er opfattet som Brøde, fordi der gaas
ud fra den Overbevisning, at det virkelige og det
poetiske Ideal falder sammen, da at samle og tælle
op saamange enkelte Overtrædelser som muligt, for
at faa en Forholdsmæssighed ud. Denne Bestræbelse,
hvorpaa Ger-vinus3 Kritik af Romeos Karakter afgiver
et Eksempel fremfor alle, er ligesaa komisk, som den
er smaalig. Thi gives der i Virkeligheden ikke noget
fælles Maal for Skylden og Straffen, da kan dette
Misforhold ikke udjævnes, Skæbnens Retfærdighed ikke
paavises ved en Sammenlægning af brødefulde Handlinger
eller Tanker. Det Uendelige kan ikke naaes gennem
Optællen af endelige Størrelser. Saaledes falder
denne Opfattelse sammen.
Hvad man paa dette Standpunkt mest af Alting nedlægger
Indsigelse imod, er, at det skal lykkes en indskrænket
Kritik at fremstille Helt og Heltinde som uvirkelige
Idealer, som Engle, faldne i Mørkets Snarer, for
en meningsløs Skæbne. Vischer f. Eks. vil ikke,
som han siger, at nogen spaaet Forbandelse, noget
lurende Tilfælde, nogen 24de eller 29de Februar
(som i de tyske Skæbnetragedier) skal stille sig
imellem Bevidstheden og Gerningen. Han finder, at
det Hele er meningsløst, naar vi først faar Helten
og Heltinden skyldfri. Han tillægger dem da Skyld,
men Ulykken er, at denne Skyld, hvor nænsomt der
end ofte tages paa den, hvormeget det end udhæves,
at denne deres Svaghed paa den anden Side er deres
Styrke, hvormeget der end tilstaas dem Ret i Uretten,
ikke bestemmes som væsenligt forskellig fra etisk
Skyld. Man har paa dette Standpunkt rigtigt indset,
at Handling drager Lidelse efter sig, endvidere, at
etisk rigtigt bør i Lidelsen siges: «Det er Straf;
jeg har fortjent det», men det Urigtige er i Kraft
heraf at ville negte enhversomhelst Handlings etiske
Renhed, ikke at kunne faa Skyld nok pakket ind i
den enkelte i og for sig nok saa uskyldige Handling;
thi Opfattelsen af Lidelsen som Straf gaar paa den
samlede Skyld, og at et Menneske kan være uskyldigt
i det Enkelte, ja brødefrit selv i den Handling,
paa hvilken Lidelsen følger, er saa langt fra at gøre
Personen til et uvirkeligt Ideal, at netop det, at den
enkelte Handling kan trænge til en Retfærdiggørelse,
viser hen paa, at Mennesket aldrig undgaar at have
Skyld.
/?) Skylden opfattet som i Sandhed etisk Skyld. Den
foregaaende Betragtning er ikke, hvad den udgiver sig
for, ikke i Sandhed etisk; thi etisk behøves der ikke
saa mange Anstren-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
