Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Begrebet: den tragiske
Skæbne
gribende, at det opløser Helteglorien i Dunst. «Helten
forsvinder, en Angrende staar igen» (Kierkegaard:
Stadier paa Livets Vej}. Digteren har i det ældre
Udkast forsøgt at lade Karl til Slutning mande sig
op, angre ud og dernæst friskt og stærkt gaa videre
i Handling; men i Følelsen af, at det ikke vilde
lykkes, forkastede han senere den smukke Monolog. -
Samme Digters Knud den Store har samme Fejl.
Det gælder da for det Første om at redde det Ophøjede
hos Hellen. Dette antages opnaaet, naar Skylden ses
ikke blot indvortes forenet med Personlighedens
sædelige Stræben, men, hvor det Tragiske er
tilstede i sin fulde Udvikling, ogsaa som udvortes
uundgaaelig. Indvortes saaledes: med de og de Dyder
vil i en Personlighed som den fremstilte efter vor
Erfaring de og de Overtrædelser være forbundne;
udvortes saaledes: det store Menneske kan som enkelt
kun træde i én Idés Tjeneste, der løsrives af Ideernes
Sammenhæng; derfor maa Mennesket som handlende komme
til at krænke de øvrige sædelige Magter. Enhver
sædelig Handling er da tillige tilregnelig som
Skyld. Hvorledes det forholder sig med denne Sætning,
skal senere blive undersøgt.
For det Andet gælder det om en Helhedsbesternmelse,
der én Gang for alle kan sikre den indbyrdes
Maalelighed af Skylden og Straffen. At denne
Bestemmelse ikke kan være etisk, er klart; men det
har ikke været Den, der forsøgte at opstille den,
lige saa tydeligt, at den heller ikke kunde være
en rent metafysisk, da der fra en saadan ikke er
nogen Overgang til de enkelte etiske Overtrædelser,
den skal rumme, selv om Begrebet Skyld er flettet
saaledes ind i Pligten som her.
Vischer er den, der har opstillet en
Helhedsbestemmelse som den betegnede; han kalder
den Urskylden. Som før berørt: Det store Menneske
er det ubetinget Store - Verdensordenen - allerede
fra første Færd af sin Storhed skyldigt. Men da Ordet
Skyld her kun faar den metafysiske Betydning af Gæld,
Forpligtelse, ser det ud som et blot Ordspil, naar
denne lønlige metafysiske Skyld aabenbarer sig i den
enkelte Handling som en Brøde mod Sædeligheden. Det
Mærkeligste er, at Vischer kun drager Urskylden frem,
hvor han ikke kan hjælpe sig uden den, og at den
aldeles ikke tænkes sammen med, men kun rent udvortes
stilles ved Siden af den enkelte Overtrædelse, selv
hvor denne i og for sig betragtet ingenlunde er
klar. Saaledes siger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
