Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Begrebet: den tragiske Skæbne
93
tragiske Strid i den antike Tragedie var det, at den
beroede paa en Kamp mellem værdifulde (substantielle)
sædelige Ideer gennem disses Repræsentanter. Denne kun
halvt sande og kun med ganske enkelte af Tragedierne
stemniende Lære, hvis gennemførte Retfærdiggørelse
end ikke . af Hegel selv nogensteds er forsøgt, har
faaet en mærkværdig gunstig Modtagelse. Ikke blot
blev den glimrende Skuepenge, der i Phånomcnologie
des Geistes blev slaaet i Anledning af Lærens Opkomst,
den aandfulde Misfor-staaelse af Sofokles’s Åntigone,
senere vist for Alvor frem af Hegel ved omhyggeligt
i større eller mindre Format at afpræges i de fleste
af hans Værker, men selve Læren blev optaget og i
udvidet Form forsvaret og hævdet hos os af Heiberg
og i Tyskland af den efterhegclske Æstetik.
Her er det nu navnlig paafaldende, at Hegel
indskrænkede Læren til at gælde den antike
Tragedie, fordi han kun i den fandt hvad han kaldte
substantielle Ideer udtrykte. Til dem regner Hegel
egenlig ikke Elskov. Han taler tvertimod om det for
Tilskueren urimelige og Deltagelsen svækkende i,
at Helten netop vil have en bestemt enkelt Pige
(sich gerade auf dieses Mådchen capricionire). Han
har Uret, fordi Elskov, selv om uforklarlig i det
enkelte Tilfælde, dog i Almindelighed er forstaaelig
for Tilskuerne, og altsaa kan gøre Regning paa Alles
Deltagelse omtrent paa samme Maade som Skønheden
efter Kant.
Hegels Efterfølgere er gaaede til den modsatte
Yderlighed. For disse Mænd, der har udvidet hans Lære,
er der ikke den Sædeligheden uvedkommende Attraa,
der ikke paa en eller anden Maade skrues op til at
kunne bære Titlen: sædelig Magt. Jeg vil som Eksempel
blot anføre, at Vischer ser en indre Strid af den
nævnte Art i Goethes Clavigo mellem «Fremtidens Lov»
og ^Troskabens Pligt». Clavigo’s Attraa elter social
Forfremmelse bliver her gjort til et Udslag af hans
sædelige Bevidsthed.
Af største Interesse er det dernæst at iagttage, at
den moderne Tragedie, Goethes Tasso, der bestandigt
anføres som Eksempel paa et Sørgespil, i hvilket
Kampen mellem to sædelige Magter tydeligst fornemmes,
netop modbeviser Læren. Leonore, og Vischer efter
hende, mener rigtignok, at Tasso og Antonio er
Fjender, «fordi Naturen ikke formede én Mand af dem
begge*. Men i Tasso beror Spliden saa lidet paa et
uundgaaelig! Fjendskab, at Alt vilde opløse sig i
Harmoni, naar begge Parter eller dog den ene af dem
moralsk vilde tage sig sammen. Selv om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
