Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Duhring
17
Hans store Talent havde i ethvert Tilfælde Krav paa
Skaansel. Det har været hans Ulykke, at han har
havt Mænd til Modstandere, hvis Fortjenester var
uomtvistelige og saa alment anerkendte, at man neppe
en Gang tiltroede dem den Indskrænkethed eller de
Fejlgreb, som altfor ofte følger af Stillingen som
Videnskabens officielle Repræsentant.
For Duhrings lange Række af nationaløkonomiske
Skrifter og hans prisbelønnede Mekanikens Historie
har man i kyndige Krese stor Ærbødighed. Hans Bog
Livets Værd indeholder værdifulde Overvejelser og
fortjener Opmærksomhed om saa blot derved, at her en
fattig, blind og hos Magthaverne ilde anskreven Mand
aflægger et kraftigt Vidnesbyrd om dette Værd og med
Lidenskab angriber det Schopenhauer-Hartmann’ske
Sortsyn. Hans Opfattelse er materialistisk, hans
Tænkning uforfærdet, og hans Form er djærv; hans
Kundskaber er mange. Inderst i ham findes som i
flere tyske Lærde en Grundsum af Plumphed. Naar han
vil være djærv, bliver han grov og i sin Grovhed
raa. Hvor han hader eller vil nedsætte, gaar han
langt ud over det Sagliges Grænse, ja gaar tilsidst
Fanatismens Bersærkergang. Hans Angreb paa Lessing,
paa den jødiske Stamme, paa de Digtere og Tænkere,
hvis Forhold til det Kønslige synes ham unaturligt,
overgaar i Raahed og den af Raahed udspringende
Uforstand det Trolige hos en ellers saa højt udviklet
Aand. Han sammenligner Eduard v. Hartmann med en i
Berlin som «Mord-pæderast» henrettet Forbryder, han
beskylder Goethe for med sin Euforion i Faust at have
besudlet Byrons Minde, idet han i Strid med al sund
Fornuft tillægger Ordene: Nar das Er-zwungene ergoizt
mich schier en smudsig Betydning og endda udtaler den
Formening, at «en saadan tiltvungen Nydelse ikke var
Herr von Goethe ubekendt*. Optimisten Duhring ligner
Pessimisten Schopenhauer i sit Hang til at skælde,
men han er efterhaanden sunken langt under Jævnhøjden
med Schopenhauer i den Henseende. Disse Tænkere viser
ved deres Mangel paa Maadehold og Finhed, at den
ægte Tysker, hvor meget han end har lært og grubiet,
sjældent kan tænke sig djærv Naturlighed og Mandighed
anderledes end med en Ballast af Grovhed og Plumphed.
Faa Dage efter at jeg havde overværet Duhrings
Foredrag, hørte jeg for Modsætningens Skyld en af
Berlins gamle navnkundige ansatte Professorer fra
den Hegelske Tid, nemlig Werder.
G. Brandes: Samlede Skrifter. XIV.
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
