Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schauspielhaus
35
Personligheder knyttede til dette Teater end til
det kongelige i Kjøbenhavn. Naar Resultatet dog
forholdsvis og ofte ubetinget er endnu ringere end
i Danmark, saa beror det paa en Bestyrelse, som ikke
vilde taales en Maaned i noget Land, hvor en offenlig
Mening vovede at gøre sig gældende overfor en Særhed
hos Monarken. I Tyskland rejses der ikke Modstand
mod en Viljes-ytring af Kejser Wilhelm; man tager
Fornuften fangen i Lydighed. Og saaledes har en gammel
aflægs Hofmand, en afdanket Militær, . der aldrig har
lugtet Krudtet, og som ligefuldt ikke har det spædeste
Begreb om Kunst, en Hr. v. Hulsen, hvis Frue under
Navnet Helene skriver svagelige Noveller, faaet Lov
til at forme Nationalteatret i sit Billede - og der
er ikke ringeste Haab om at han kan faa sin Afsked,
før Døden giver ham eller Kejseren den. Man véd, at
saa længe Kejserens Øjne er aabne, vil ingen anden
Teaterdirektør komme til at afløse ham, og hans Styre
er Aandløshedens. Han har hverken forstaaet at danne
et Skuespilforraad eller at opdrage Skuespillerne. Han
har i Ordets kunstneriske Forstand virket til Fordærv
baade for dem og Publikum.
Man har ved Schauspielhaus en enkelt dygtig og
fintdannet Skuespillerinde, Fru Erhartt, men
hun træder ved denne Sæsons Udgang tilbage fra
Scenen. Man har en enkelt med Rette berømt Veteran,
den gamle komiske Skuespiller Doring, (hvis Udførelse
af Mefistofeles’s Vise om Loppen i Goethes Faust
er et af de virkningsfuldeste Kunstværker jeg har
hørt, dæmonisk-burlesk) og ham lader man forfærde
Publikum som Shylock. Man har fremdeles den gamle
talentfulde Fru Frieb-Blumauer, Berlins Fru Sødring,
men hendes Evner ubetydeliggøres ved Roller i Robert
Benedix’s poesiforladte, paa en første Skueplads
umulige Lystspil, Saa er der en lille Række dygtige
Karakterskuespillere, som fortræffeligt udfylder
Roller i andet Plan, en Alba i Don Caiios, en Oranien
i Egmont. Men rundt om og foran Talenterne breder
sig som Regel den tænksomme Talentløshed, en Patos,
der er hul, en Affektation, der er solid, og det
blotte kvindelige Tække, hvis Vanekunst ikke kan gøre
Fyldest.
Den første Elskerinde, Frøken Clara Meier, er en
meget smuk, endnu ung Dame, yderst Indtagende ved
sin Person, men kunstnerisk set altfor uskyldig til
at spille i nogen som helst Stil, uden Naturlighed,
uden Ægthed i Opfattelse og Gengivelse - og hun er
Teatrets Glårchen og Gretchen og Dorothea (i
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>