Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vischer
195
som en Heks, en Havfrue. En indre Stemme raader
ham til at styrte hende i Havet hellere end at elske
hende. Men han er elverskudt, indtil han en Dag finder
hende i den lyriske Digter, Hr. Arnhelms Arme. Han
prygler hende i sit plumpe Raseri og forlader hende,
fortæret af Skinsyge, rejser til Trondhjem og bestiger
Jøtunfjeld, vil ikke mere vide af den Troløse. Da
kalder et paa rigtigt Græsk skrevet ydmygt Brev ham
atter tilbage i hendes Arme. Rigtigt Græsk kan han
ikke modstaa. Men denne Tilbagevenden bliver en Ulykke
for alle Parter; thi da Goldrun efter Forsoningen en
skøn Dag eller en stille Aften med megen Frimodighed
tilstaar sin forkølede Ven, at hun har staaet
paa lige saa fortrolig en Fod med sin nys afdøde
Plato-Lærer Hr. Dyring, bliver den moralske A. E,
som rasende. Han iler - snydende Næsen og nysende -
ud paa Kirkegaarden, hvor Dyring ligger begravet,
roder med en Dolk al Jorden op, slaar Kistelaaget itu
og gennemborer og sønderflænger med samme sin Dolk
Liget paa det Frygteligste. Ingen forstyrrer ham i
denne vilde Handling, kun Venner af ham slutter siden
af den uophørlige Nysen, som de i Frastand fornam,
at det er ham, som har begaaet den. I sin sædelige
Harme slynger derpaa A. E., som er styrtet ind i
Goldruns Hus, denne den nys benyttede Dolk i Panden,
og ridser hende derved let, men dog dybt nok til at
hun faa Dage efter dør af Liggift.
Saa falder A. E. i Sygdom, bliver plejet af kærlige
svenske Venner og gaar efter sin Helbredelse som
tapper Slesvigholstener med i Krigen mod Danmark.
Man tænke sig nu alt dette ovenikøbet skrevet i den
ulideligste Telegramstil med sammentrængte Kraftudtryk
og Udeladelse af Stedord, da det meddeles os gennem
Dagbogs-Optegnelser, saa vil man kunne danne sig en
Forestilling om Indtrykket.
Naar man véd, at denne Bog er forfattet af Tysklands
ubetinget første filosofiske Æstetiker, der Aar ud,
Aar ind i en Menneskealder har doceret det Skønne, det
Skønnes Metafysik, det Skønnes Naturlære o. s. v. fra
tyske og schweiziske Lærestole, saa opdager man vel,
at denne mangeaarige Sysselsættelse ikke har gjort
Tænkeren doktrinær eller ængstelig, men man kan vel
ogsaa uden Urimelighed slutte, at det tyske Folk som
saadant ikke udmærker sig ved nogen fin, oprindelig
Skønhedssans.
Saa underligt det lyder, er Værket ikke desmindre
rigt paa
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
