Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ballhaus
227
Kinder og saa paa Dansen, dansede ogsaa selv med. Saa
døde hun i stor Elendighed paa et Loft. -
Der blev en Pavse. Saa sagde den smukke mørke Pige:
«Saadan ender vi jo alle; lad os more os, saalænge
vi er unge og friske», og tømte sit Glas og lagde sin
Arm om sin Sidemands Hals og hviskede ham i Øret. Men
den spinkle, lastefuldt udseende Pige i den højrøde,
højhalsede Dragt mindedes en anden Sygehistorie;
den intetsigende huskede et pludseligt Dødsfald,
og den godmodige med det bløde Ansigt et Selvmord,
udført under snurrige Forhold. En og Anden søgte
endnu af og til ved et Par tvungent lystige eller
voldsomt usømmelige Ord at afbøde Samtalens stadigt
fremherskende Strømgang mod det Sørgmodige, det
Uhyggelige; men efter slige Ord fulgte bestandig
Pavser. Først naar Talen faldt paa mørke Erindringer,
fremmanede af den altid lurende Angst for Fremtiden,
kom Tungerne i Gang, og Samtalen flød utvungen.
Det var som saa Pigebørnene med legemlige Øjne deres
Ungdom svinde og Glæden rinde fra dem, og som var
Champagnen, de drak, selve Ungdommens og Glædens
Gravøl. I den sildige Nattetime, under Træthedens og
Ophidselsens Indflydelse, aabnede Livets Rædsel sig
for deres Blik.
Saa sagde En en Kaadhed; der blev let dygtigt af den
Hængehovedvending, Samtalen havde taget, og endnu en
Flaske af den stærke Drik spredte Skyerne og slukte
for en kort Tid Sorgen. -
Det er paafaldende, hvorledes der hos disse udenfor
Samfundet levende Kvinder findes mange af de
samme Grundbestemmelser som hos de højtstillede
og ulastelige, kun neddragne i en anden Form,
Karikaturens og det sædelige Forfalds.
Det var forbavsende, med hvilken naturlig god Tone
Anna Thouvenels Veninde undgik enhver Antydning af
hvad hun meget godt saa, at det nemlig øjensynlig
var netop den russiske Herre, hvis Ungdomsforhold hun
omtalte, hvem hun her havde for sig. Efter den første
flygtige Bemærkning om Ligheden fulgte intet Ord,
ikke den ringeste Hentydning.
Næst dette Glimt af virkelig Kvindelighed, hvorved
man erindredes om en helt anden Art Selskab og en
helt anden Art af tyske Kvinder, var ogsaa hos disse
stakkels Skabninger Mangelen paa alt naturligt, finere
Koketteri, al Evne til at vinde andet Behag end det
groveste, lærerig for den, der har set, hvilket
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
