Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Musik, Teater, Knnst
305
om det bayerske Selskab, der nu har begyndt
sine Forestillinger for propfuldt Hus paa
Wallnerteatret. Jeg saa der i Aftes Truppens anerkendt
bedste Stykke Ganghofers Der Herrgott-schnitzler
von Åmmergau. De bayerske Skuespillere, der første
Gang besøgte Berlin i Fjor Foraar, glæder sig ved B
erliner befolkningens Yndest og fortjener den. Det er
Dialektskuespillere, der løser de simple Opgaver,
de stiller sig, med en kraftig Naturlighed og
en virkelighedstro Finhed, der gør godt. Deres
Skuespil-forraad er i og for sig af ringe Værd,
det er Stykker l Anzen-grubers Stil, der staar
langt tilbage for dennes bedste Skuespil. Det er
Idyller, overbayerske Landsbyhistorier for Scenen,
med bildsaubere Dirnen, frtsche Buben, kernhafte
Hanner; der er Hjertensgodhed og muntert Lune
nok, Forstand og Retskaffenhed og Skelmskhed til
Overmaal. Sammenligner man dette Skuespil-forraad, der
stammer fra Dilettanter (deriblandt en af de ypperste
Skuespillere, Hans Neuert) med Anzerigruber’s Der
Meineidsbauer og Der Gewtssenswurm eller med Hans
Hopfens ypperlige Novelle Der Boswirth, saa ser
man Afstanden fra Virkelighedens sande Poesi. Men
Spillet er dygtigt, selv hvor Stykket er fladt og
svagt. Spillet er friskt, djærvt Naturspil; der er et
Pust fra Overbayerns Alper deri. Og hele Sceneriet,
de bayerske Sæder og Skikke, Tyroler-Sang og Dans, det
folkebeskrivende Element, med hvilket disse Stykker
er gennemvævede, og som aldrig bliver Operetteeller
Ballet-agtigt, angiver en Grundakkord, med hvilken
Spillet stemmer. Skikkelsernes Ægthed, Følelsernes
friske Varme, den kække og levende Opfattelse af
hver enkelt Figur, der minder om Defregger’s i
Malerkunsten, det fuldendt flydende Sammenspil
og fremfor Alt den paa engang kraftige og bløde
Mundarts uforfalskede Klang danner et kunstnerisk,
stemningsfuldt Hele.
Berlinerne, der er gode Kritikere, et Folk af
Kritikere, vel med et udpræget Hang til Afvisning,
men med skarpe Sanser for alt Ægte, føler det
Ægte ud af dette Sammenspil og tilgiver derover
Ufuldkommenhederne. Det berlinske Publikum er i
Grunden et taknemmeligt. Det optager alt Fremmed
med Velvilje, i hvilket det finder Originalitet,
hvis blot denne Originalitet ikke i for høj Grad
strider mod hvad der synes det sund Fornuft. Og
det er et Publikum, som stadigt, ufortrødent og
fra de forskelligste Sider opdrages til at være et
Verdensstads-Publikum.
I ingen Retning drives maaske Opdragelsen med
mere Iver og mere Talent end paa det kunstneriske
Omraade. Det er
G. Brandes: Samlede Skrifter. XIV.
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
