Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364 Rudolf
Siemering
Luther er da hans Helt, men for øvrigt bliver
let enhver Personlighed, i hvem han fordyber sig
for at fremstille den, Helt for ham. Han holdt af
Moltke, før han modellerede ham - det morede ham,
at Feltmarschallen, der er bekendt for sine skønne
Hænder og lidt stolt af dem, først ikke fandt Haanden
fin nok - men det var Bismarck, som i hine Dage
tog ham med Storm. Fremskridtsmanden fra Konigsberg
rejste til Fried-richsruhe med forholdsvis kølige
Følelser for den store Kansler; men han var sandelig
ikke kold, da han vendte hjem. Det maa have været et
Syn at se dette store, klartskuende men letbevægede
Barn vandre Arni i Arm med Kæmpen fra Varzin i
Friedrichs-ruhes Slotshave, medens Fyrsten udøste
sit Hjerte for Kunstneren, klagede over sin Sygdom,
forklarede ham sine Genvordigheder, sin skændige
Miskendelse, de Forfølgelser, for hvilke han var
udsat af Modstanderes Had - nylig havde man jo endog
forgivet hans Yndlingshund - kort sagt aabenhjertigt
skildrede sig selv som den plagede og forpinte,
sandhedskærlige og ligefremme i Kampen mod lutter
Løgn og Bedrag (lauter Lug und Trug) fra Diplomaternes
Side. Og nu det idylliske Familie-Optrin, da Bismarck
til Bedste for Mindesmærket lod sig fotografere i
Slotsgaarden til Hest i fuld Rustning med Hjelm,
og da Fyrstinden sagde: «Hvor Hjelmen klæder dig,
Otto!» og Kansleren kyssede sin Hustru paa Panden og
rørt svarte: «Det finder du, fordi du er min Kone.»
Til sine kvindelige Skikkelser har Siemering med et
ualmindeligt Blik fundet passende Modeller. Han ser
en smuk Skikkelse, et dejligt Hoved; Kunstnerhjertet
banker let; han gør Bekendtskab og raster ikke,
før den smukke Dame har staaet for ham til en
Germania, eller en Genius, en Gudinde, lige meget
hvad, for hvilket han netop nu søger et vist bestemt
Udtryk. Hvad han i slige Tilfælde attraar, er ganske
sikkert det Særegne; han vilde aldrig betænke sig paa
at kalde sig selv Realist; men lige fuldt er han en
erklæret Skønhedsdyrker. Kun vil han gengive Skønheden
saa virkelighedstro og gennemført, at han end ikke
jasker med det lille skjulte Parti bag Ørene (Stedet,
hvor Skelmen sidder), men giver alt sin Form.
Det var morsomt, ved et Besøg, Siemering aflagde
i Kjøbenhavn, at gaa med ham i Thorvaldsens
Museum. Synderlig slaaende eller dybt kunde efter den
moderne Kunsts hele Retning det Indtryk, han modtog,
ikke være. Men man havde Nydelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
