Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Lange
489
Der er et Liv, en Ild og en Flugt, som man aldeles
bliver revet med af. Hvad siger I kloge Folk om
Slutningen? Er den ikke rent gal - foruden at være
uhistorisk? Skulde han ikke have gjort meget mere
ud af det Blik, som smelter hendes Menneskehjerte
ligeoverfor Lionel? Jeg faar engang imellem
næsten Lyst til at lave en anden Slutning
paa den, hvor Johanne skulde blive ordenlig
brændt. - Forresten har jeg skrevet et langt Vers,
som efterligner Grundtvig, Welhaven og Paludan
Muller (tildels ogsaa Poul Møller) kan du saa
slutte dig til,, hvordan det er? Jeg havde nok
Lyst til at lade det trykke; men da jeg ikke véd,
om Folk maaske vil tro, at det er skrevet af en gal
Mand, saa lader jeg det hellere være. Du skal
se det ved Lejlighed, da jeg ikke gider skrive
det nok en Gang af......Da jeg formodentlig, om jeg
saa bliver 80 Aar gammel, alligevel lige til
min Dødsdag vil vedblive at skrive Vers o: ét hvert
andet Aar, da jeg i alt Fald har det af
en Digter, at jeg somme Tider føler en aldeles
uimodstaaelig Lyst til det, saa vilde jeg ønske,
at jeg havde noget mere Færdighed og Behændighed
i Retning af Rytmus og Rim. Det er jo for saa
vidt ligegyldigt, hvordan de bliver, da de ikke er
bestemte for noget Publikum; men det er mig selv en
Modbydelighed at gøre dem slette og berlingske; at
gøre dem gode og fuldkomne koster mig en Sved,
som gør mig selv vaad og Versene tørre. Der er
for Resten intet gavn-ligere for at faa Agtelse
for og Kærlighed til Livets kunstneriske Side end at
faa en Dukkert i den haandværksmæssige, f.
Eks. at blive Underofficer. Man kommer undertiden
saa bittert til at savne Livets Skønhed, at kaste
saa langlige Blikke til den og at misunde dem, som
er dens Profeter og faar Lov til i Ro at være det,
at man aldeles glemmer de blaserede Tvivl, man
før har næret om en saadan Eksistens’es
Berettigelse, og gerne vilde unde dem «militære
Honnørs lige med en Generalløjtnant*. Dog, det er
maaske ikke fordi jeg er bleven Underofficer - det
vilde da ogsaa være en daarlig og forhaabenlig for
mig forbigaaende Grund - at jeg tror, vi
allesammen er kaldede til at tale Gudernes
Tungemaal, i alt Fald indvendigt. Jeg vilde
ønske, at Vorherre havde givet mig til Ledsager
her i Livet, til Slave og Skopudser og Træl, en
lille pukkelrygget, kløgtig Dverg med et meget
stort Hoved. Han skulde være yderst flittig,
lydig og tro. Men hans Hoveddyder skulde være en
meget stor Forstand, saaledes, at han forstod mig
bedre end jeg forstaar mig selv, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
