Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
560 Julius
Lange
eller mindre bevidst Følelse af, at Billedet desuden
passede paa din egen Personlighed; og det vil neppe
undre dig, om dine Venner vender denne Side af Sagen
frem og siger: Ja, det forholder sig ganske rigtigt:
han er jo selv Ilden. Du er et Natur-Element, «du
er overalt Ild>. Kommer Noget dig for nær og du
brænder det, saa er det ikke din Skyld; du er i den
Henseende lige saa lidt ansvarlig, som Elementet,
der virker efter sin Natur; du strækker med en
Naturlovs Nødvendighed din glødende Tunge ud efter
det og forvandler de flygtige Dele af det til en fin
og duftende Damp, de haarde Dele deraf til Aske. Det
vilde ikke træffe rigtigt, om man kaldte dig vor
Prometheus, der hentede Ilden og gav os den. Her har
været Ild i Menneskenes Hjerter og Gnister af deres
Tanke, før du blev født. Du er overhovedet ikke den,
som henter Ilden, som har den, som hersker over
den, bruger den. Du er Ilden selv, du er et af de
fire Elementer, vandrende omkring iblandt os paa to
Ben. Dette store, og i alt Fald her i Landet ikke sete
Jertegn, er det, som har givet dig din Berømmelse,
og det er vel ogsaa det, som er Skyld i, at vi i
Aften fejrer en Afskedsfest for dig.
Det er idag saa noget nær 17 Aar siden, jeg rigtigt
gjorde dit Bekendtskab. Hvor var jeg ikke fortryllet,
imponeret af denne lysende og flammende Natur, i
hvilken Alt var i Bevægelse, som uafladelig arbejdede
og tumlede sig, som aldrig blev træt og knap syntes
at have Trang til at sove. Din Aand havde Ildens
storartede Appetit, dens Graadighed; naar vi holdt
et aandeligt Fællesmaaltid - og dem holdt vi mange
af - havde du ligesom Loke i det gamle nordiske
Sagn, medens vi andre endnu tyggede paa Kødet,
fortæret baade Kød og Ben og Fadet med. Du havde den
lystig knitrende Lues Overstadighed og Kaadhed, dens
uforbederlige Ironi ligeoverfor alle respektable og
substantielle Former og Stoffer. Jeg griber mig endnu
i dette Øjeblik i det Besynderlige i, at jeg staar og
holder en forholdsvis lang Tale til dig; der ligger
i dette Faktum alene en vis formel Højtidelighed,
som i vor Ungdomstid vilde gaaet op i Røg, inden jeg
var naaet Halvvejen. Men jeg var ikke ilde tjent med
at faa den Smule Lue, som jeg selv havde i mig, til at
blusse langt stærkere og højere i dit Selskab; og jeg
følte allerede dengang levende, hvad jeg aldrig har
mistet Taknemmeligheden for, at det, som der muligvis
kan have været i mig af en Træklods, i alt Fald delvis
blev fortæret. Og jeg kan tale her lige saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
