Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Lange
561
meget paa de Afdødes, som paa mine egne eller de
Tilstedeværendes Vegne; jeg var jo Vidne til, at du
blev det Samme for Naturer som den dunkelt glødende
Jens Paludan-Muller eller som Frederik Nutzhorn,
hvis lyse Tanker flagrede saa lystigt og gemytligt
om hinanden i kaotisk Uorden. , Vore bortgangne
Venners Skygger, som her er tilstede, vil bifalde,
at jeg siger, at du for os alle blev et vidunderlig
kostbart Fund, at vort aandelige Liv aldrig var kommet
til at pulsere nær saa rask, at Forbrændingen aldrig
var blevet saa livlig og stærk, hvis vi ikke havde
truffet dig paa vor Vej. Det er vel muligt, at vi
allerede dengang havde en Fornemmelse af, at din Ild,
efterhaanden som den fik mere Næring og blussede
stærkere op, skaanseliøst vilde angribe Meget, der
for os ifølge vore Traditioner var .uantasteligt; men
dengang var den endnu ikke ret kommen i Nærheden af
Genstandene. Der var dengang endnu ikke det mindste
Samfunds-Reformatoriske ved dig; Ungdommens Ironi
og Naivetet forbød det. Det var i den Periode, at
du engang, da vi gjorde en Fodvandring i Sjælland og
kom forbi en Landsbykirke, spurgte mig i dit Hjertes
Uskyldighed: Sig mig engang, hvad siger Præsterne
til Bønderne om Søndagene? Siger de ikke andet end
at de skal være gode Mennesker?
Saa kom den Tid, da du først fremtraadte som
Forfatter. Det varede kun kort, før du havde taget
Publikum med Storm. Hvor var det ikke prægtigt og
morsomt at se Ilden lege i din Stil, spillende
over et stort Baal af filosofiske Kundskaber,
an-tagende tusind forskellige Farveskær, udaandende
den mangfoldigste fine og krydrede Aroma, alt efter
det Stof, som den nærede sig ved! Hvor skadefro
applauderede man ikke, naar den samme Ild begyndte at
vise sine slemme polemiske Egenskaber og sved dygtigt
til en eller anden «Hus-Afgud», hvis Dyrkelse for
Resten ikke hørte op, fordi Næsea var .smeltet af
den. Man tænkte ikke rigtig paa den gamle Advarsel:
Tune tua res agitur, parles quum proxima ardet. Der
var bestandig et stiltiende Forbehold. Du skulde
være et Lys, et stort akademisk Lys. Man satte vel
ogsaa Pris paa Ildens varmende Egenskaber, navnlig
for saa vidt den vilde være saa venlig at koge al den
gode Mad, der var blevet noget kold, op for os igen,
saa vi kunde fortsætte Me-nagen indenfor fire Vægge,
som vi havde begyndt. Men du maatte tage dig lidt i
Agt med dine Flammer, og først og fremmest maatte du
ikke svide vore egne Fingre med dem.
G. Brandes: Samlede Skrifter. XIV.
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
