Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Voltaire - I. Voltaire og Frederik den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 Voltaire og Frederik
den Store
Opløsning af den Kæmpegarde i Potsdam, som Faderen
havde tilkøbt sig i dyre Domme, Tilbagekaldelse af
den fordrevne Tænker Wolff som Professor i Halle.
Saa aftales det første Møde imellem dem. Frederik
skal se disse kloge Hænder, disse klare Øjne, kysse
denne veltalende Mund:
J e baiserai cent fois cette bouche, éloquente
dans le sérieux et le badin,
dont la voix, folåtre et touchante
va du cothurne au brodequin
toujours enchanteresse et toujours plus charmante.
Voltaire er da i Nederlandene, optaget af at udgive
Frederiks Bog Anti-Machiavelli, hvori Kongen forsvarer
den strengt redelige Politik, der just ikke blev
hans egen; Bogen var ment som Angreb paa den franske
Minister, Kardinal Fleury.
Voltaire beder Kongen tage Draaber med til ham, thi
han besvimer sikkert af Fornøjelse. Frederik skriver:
det bliver den skønneste Dag af mit Liv; jeg tror,
jeg døer deraf.
Frederik fik Koldfeber, saa Mødestedet maatte
forandres og Voltaire rejse til ham.
I Slottet Moyland ved Gleve blev han gennem tomme Sale
ledet ind i et nøgent Værelse, hvor der paa en Løjbænk
under en Rytterkappe laa en lille Mand skælvende
af Feber. Det var Frederik. Feberen standsede ved
Sindsbevægelsen. 11-14. September saas de to store
Mennesker første Gang. - Man er jo forberedt paa nogen
Skuffelse fra Frederiks Side. Men han skriver en Uge
efter til Jordan:
Jeg har da set denne Voltaire, hvem jeg var saa
nysgerrig efter at kende. Jeg havde Koldfeber, og min
Sjæl var saa angrebet som mit Legeme svækket. Men
med Folk af hans Art maa man ikke være syg; man
maa helst befinde sig bedre, end man plejer. Han
har Ciceros Veltalenhed, Plinius’s Blidhed, Agrippas
Visdom. Han forener Oldtidens tre største Mænds Dyder
og Evner. [Frederik var ikke trængt dybere ind i den
klassiske Oldtids Væsen, end at han holdt Cicero,
Plinius og Agrippa for Oldtidens største Mænd]. Hans
Aand arbejder uden Ophør. Hver Draabe Blæk, der
kommer fra hans Pen, er et Glimt af Aand . . . Fru
du Chåtelet er misundelsesværdig, at hun har ham.
Ved den næste Sammenkomst faa Maaneder efter havde man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
