Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Georges Clemenceau - I. Et fem Dages Talerslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georges Clemenceau
213
udbrød, fra hvilken De nedstammer med Legeme og
Sjæl, var ogsaa alle de store Mænd udsatte for at
fare vild. Men de satte System mod System, Begreb
mod Begreb. De bestemte sig, de vovede. Det var ikke
ved stolt Beskedenhed, men ved velovervejede Tankers
Højhed og Dristighed, at de afskaffede den gamle
Verden og grundede den nye. Gør som de, udtal Dem,
De, som er Regeringen!»
Misundelsesværdige var de Talere ikke, som skulde
have Ordet efter Jaurés; man haabede, at Clemenceau
vilde svare ham paa Stedet. Men han lod Garnaud, Puech
og Benoist komme til Orde, den ene efter den anden,
og saaledes udmundede Debatten den anden Dag i Sand.
Den tredje Dag optoges helt af Skygger og
Masker. Den begyndte med en Tale af Nationalisten
Lasies, en Clown, der svarer til sit Navn; thi
hvad han sagde bestod kun af Lazzi, løse Indfald,
Fjerdedelsvittigheder, og det opløste sig i private
Konversationer med enhver af hans mange Afbrydere.
Fjerde Dag hørte Kamret med høflig Taalmodighed
endnu to socialistiske Talere, Basly og Vaillant,
angribe Indenrigsministeren i lange Foredrag.
Saa besteg Clemenceau Kamrets Tribune efter tretten
Aars Forløb, og for første Gang i den nye Samling blev
der stille i Salen, virkeligt stille. Han kastede sin
Mappe paa det grønne Klæde, udtog Papirerne, hvormed
den var fuldt stoppet, og ordnede dem, drak en Draabe
Vand, knappede nervøst en Knap i sin Jakke, stak den
højre Haand i Lommen, greb sig med den venstre om
Hoften, og begyndte at tale.
»
Overfor Jaurés staar Clemenceau som Kendsgerningernes
Mand overfor Idealisten. Jaurés havde sluttet med at
hæve Debatten fra en blot Drøften af et Ministeriums
Program til et Udsyn over Menneskeslægtens
Fremtid. Clemenceau maatte til en Begyndelse drage
den ned til Jorden og Øjeblikket igen.
Han indledede med en ridderlig Hyldest af «den
ædle Lidenskab for social Retfærd, der besjæler
Jaurés’ Veltalenhed*; saa gav han sig til at skemte
med hans sangvinske Haab om med ét Slag at kunne
befri Menneskeheden for dens værste Plager; og saa
forsvarede han sig selv. «Hr. Jaurés har skænket
mig nogle Blomster, men jeg har hurtigt forstaaet,
at det kun var for at smykke mig som Offer paa
Kollektivismens Alter. Uheldigvis hører jeg ikke til
de resignerede Offerdyr, der staar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
