Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Franske Teaterforestillinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248 Franske
Teaterforestillinger
Halvvoksne og som ofte har Skolerum til Scene, Stykker
som Wedekinds Fruhlingserwachen eller Arno Holz’s
Traumulas. Begge disse Stykker overgaar Les Grands
i Originalitet, sære og egenartede som de er. I det
franske Skuespil anvendtes Motiver, som mange Gange
er sete paa parisiske Teatre, den Elskende f. Eks.,
der ved Nattetid overraskes i sin Dames Hus og lader
sig arrestere som Tyv for ikke at kompromittere.
Men Les Grands havde sit Værd ved den Sandhed,
hvormed fransk Skoleliv var gengivet paa Bræderne,
og det for første Gang. Antoine’s Iscenesættelse
var mønsterværdig, og ikke mindre fortræffelig
var her (som hos Reinhardt i Friihlingserwachen)
Skuespillernes Evne til at illudere som
Drenge. Forfatteren havde vraget den letkøbte Effekt
at lade Skolens Leder være Idiot og Pedant; tværtimod,
han er en helt igennem fintfølende og duelig
Mand. Hans Hustru, hvem den voksne Skolediscipels
Tilbedelse ikke lader uberørt, er i Grunden en ganske
hæderlig Kvinde, og selv den ondskabsfulde Dreng,
der begaar det Tyveri, for hvilket en anden beskyldes,
er ikke helt fordærvet, men retter sig tilsidst. Alt
ialt var det en Begynders lovende Arbejde.
Mindre tiltalende var et versificeret Skuespil paa
Théåtre Francais af Digteren André Riviére, som ikke
behagede Publikum lidet. Det hed Le bon Roi Dagobert
og handlede om den Sagnkonge, om hvilken en Vise,
alle Franskmænd kender, skemtende fortæller, at det
just ikke var Ansigtet, han viste Folk i sit Vindue.
Stykket foregaar i en fantastisk Merovingertid,
og Helten er en Drømmer og Poet, ligegyldig for
alt kongeligt Ceremoniel Statsraison giver ham en
Prinsesse til Hustru, som ikke elsker ham. Til Gengæld
bliver han heftigt elsket af en lille Slavinde, som i
Prinsessens Klædedragt og Rum i Nattemørket udgives
for Dronningen, saa længe til denne bliver skinsyg,
gør sine Rettigheder gældende, og Kongen i en Scene,
der skal være humoristisk, tumler om imellem de to
Kvinder, han i Mørket antager for én. - Tilsidst gaar
Slavinden af med Sejren og træder i Dronningens Sted.
Det hele Stykke er ment som Tragikomedie, en umulig
Kunstart. Saasnart man troer, noget i Stykket er blot
Spøg, viser det sig at være Alvor, og tror man, noget
er Alvor, opløser det sig i en Art romantisk Ironi. -
Der var smukke Kostymer3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
