Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Fr. Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Fr. Nietzsche
Som ofte før hævder han her, at de Aar, hvor hans
Livskraft var ringest, netop var de, i hvilke han
afviste ethvert Sortsyn og indvandt sin Glæde ved
Livet, sin Begejstring for Livet, idet han heftigt
følte, at en Syg ikke har Ret til Pessimisme.
Han begynder med at give jævne, borgerlige
Oplysninger om sig, taler med Varme og Stolthed om sin
Fader. Denne havde været Lærer for fire Prinsesser
af Altenburg, før han overtog sit Præstekald. I
sin Pietet mod Friedrich Wilhelm IV gav han Sønnen
Hohenzollern-Navnene Friedrich Wilhelm og tog
sig Begivenhederne i 1848 overordenlig nær. Denne
Fader opnaaede kun en Alder af 36 Aar, og Nietzsche
mistede ham, da han selv var fem Aar gammel. Men
han tilskriver Nedstam-ningen fra ham sin Evne til
at føle sig hjemme i en Verden af Højhed og Finhed
(in einer Welt hoher und zarter Dinge), Nietzsche
glemmer dog her saa lidet som ellers Formodningen om,
at han nedstammer fra polske Adelsmænd; han vidste
kun ikke med Sikkerhed dette, som først Scliarlitts
Undersøgelse af Familie-Signetet har oplyst.
Han betegner sig selv som hvad man kalder en
Charmeur. Han har «aldrig forstaaet den Kunst at
indtage imod sig». Han kan tæmme enhver Bjørn;
han gør endog Narre og Skrydere stilfærdige. Hvor
forstemt Menneske-Instrumentet end er, han aflokker
det en tiltalende Klang. Da han var Lærer, blev selv
de Dovneste flittige hos ham. Hvad ondt der er øvet
imod ham, er ikke øvet af ond Vilje. De Medlidende
har saaret ham dybere end de Ondskabsfulde.
Heller ikke han har givet Hævn- eller Nagfølelser
Luft. Hans Kamp mod Kristendommen er kun ét Udslag
blandt flere af hans Kamp mod Nagfølelser. Noget
andet er det, at selve hans Væsen er krigersk. Men
han udmærker den, han angriber, og har aldrig rettet
Angreb paa Privatpersonligheder, kun paa Typer,
har saaledes i Strauss kun set Dannelsesfilisteren.
Han tillægger sig et yderst levende og modtageligt
Renlig-heds-Instinkt. Straks ved første Berøring
bliver han sig Smudset paa Bunden af en andens Natur
bevidst. De Urene føler sig derfor ilde til Mode i
hans Nærhed; de bliver desuden ikke mere vellugtende
af at føle sig gennemskuede.
Og med virkelig Psykologi tillægger han, at den store
Fare for ham - han mener for hans aandelige Sundhed
og Ligevægt - er Væmmelse ved Menneskene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
