Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Obermann
65
af sin Søster Amélie, der fatter Mistanke, fra
at udføre det Selvmord, han har besluttet, og
vi saa, at han etsteds med næsten Schopenhauersk
Livsforagt forhaaner Kjærligheden til Livet som en
Mani. Selvmords-Overvejelserne er da Lighedspunkter
mellem de to saa forskellige Skribenter, Chateaubriand
og Sénancour, og stempler deres Hovedværker med
Tidsalderens Segl.
Forfatteren af Obermann formede sin Helt i sit eget
Billede; derfor er det maaske ogsaa, at han lader
ham ende med den Beslutning at blive Forfatter. «Hvad
Udsigt til Held vil jeg have?« siger Obermann. «Hvis
det ikke er nok at sige noget Sandt og stræbe at
udvikle det paa en overbevisende Maade, vil jeg
ingen Lykke gøre, det er vist. Gaar kun først, I som
forlanger Øjeblikkets Hæder, Selskabssalens Hæder,
gaar først, alle I som er rige paa Ideer, der varer
en Dag, paa Bøger, som tjener et Parti, paa Fif og
Midler, som gør Effekt. Gaar først, I forføreriske
og forførte Mennesker; det gør mig Intet, I glemmes
hurtigt, og det er godt, at I har Eders Tid. Jeg
for min Del anser det ikke for nødvendigt at blive
paaskønnet i sin Levetid, med mindre man er fordømt
til den Ulykke at skulle leve af sin Pen».
Sénancour har i disse Ord givet sin egen literære
Trosbekendelse og varslet sin egen Skæbne. Han
blev aldeles overset af sin Samtid; han blev ikke
paaskønnet, imedens han levede, og det skønt han
netop var stedt i den Ulykke at have sin eneste
Indtægtskilde i sin Pen. Men da den romantiske
Skole opstod i Frankrig, kom han til Ære. Hans
simple Markblomster blev af den romantiske
Kritik bundne i Buket med Chateau-briands og
Fru de Staéls Passionsblomster og Roser. Og han
fortjente den Opmærksomhed, han vandt. Thi han er
en af Emigrantliteraturens ejendommeligste Aander,
Naturdyrker som en ægte Lærling af Rousseau,
tungsindig som en ægte Beundrer af Ossian, fuld af
Livslede som en ægte Samtidig af Chateaubriand. Han
er rent moderne i sine teoretiske Anskuelser
om Religionen, Moralen, Opdragelsen og Kvindens
Samfundsstilling, han er rent tysk romantisk i
sit Følelsessvælgeri, sin Ørkesløshed og i den
ubeskrivelige Sky, han nærer for at røre ved
Virkeligheden, som skulde han brænde sig paa den;
han er endelig fransk romantisk ved selve Blandingen
af Frisind og overvættes Ømtaalighed, af Sværmeri og
forfinet Sanselighed, en Blanding, man en Snes Aar
efter i den franske Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
